Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
næppe en eneste af dem for Alvor slaaet igennem. Derimod vinder
Wagners egne Værker stadig øget Fremgang, i Paris er man nu
naaet til at opføre hans Siegfried og Götterdämmerung, og det kan
næppe nægtes, at den moderne franske Musik, og særlig da Operaen,
staar i Richard Wagners Tegn. Dette Faktum — hvis Heldighed
og Betydning man selvfølgelig kan bedømme forskelligt — fremgaar
ikke mindst af den Iver, hvormed ellers moderne dømmende Kritikere
kæmper mod „Pinfluence de Wagner* — hidindtil, synes det, uden
Held, hverken overfor Publikum eller Kunstnere.
Blandt disse sidste staar endnu tilbage at nævne den lille Gruppe
af helt unge Mænd, der som røde Radikalere har stillet sig tilvenstre
for Wagnerianerne, ikke fordi de foragter dem og deres Stræben, men
fordi de — ultramoderne, symbolistisk paavirkede — stræber endnu
videre mod en endnu mere raffineret stemnings- og udtryksfuld
Musik. Disse Musikere sætter, som man kunde vente det, Musik til
Beaudelaires, Bourgets, Verlaines og Mallarmés Digte og til
Maeter-lincks Dramer, men de skriver ogsaa absolut Musik og synes i det
Hele at være i Besiddelse af en meget udviklet musikalsk Kultur.
Til en vis Grad kan denne Gruppe, hvis bedste Navne er den
sikkert meget talentfulde Debussy (Péléas og Mélissande efter
Maeterlinck, 1902) A. M agn ard og Savard, betegnes som César
Francks Elever. —
Men ogsaa paa et andet Omraade staar G. Franck som Lærer
og Mester for moderne fransk Musik, nemlig gennem sit Orgelspil og
-Kompositioner. De senere Aartier har udviklet en ypperlig Skole af
Orgelvirtuoser, ligesom de har været Vidne til et glimrende Arbejde paa
Orgelbygningens Omraade ved Cavaille-Col. Aldersmester for de
franske Orgelspillere er Alexandre Guilmant (f. 1837), der paa
talrige Koncertrejser har vundet sig Navn som en af Samtidens allerførste
Orgelvirtuoser, og som derhos har skrevet en Mængde smuk og
virkningsfuld Orgelmusik. Som Komponist tilhører Guilmant dog nærmest
den ældre Skole cg er saaledes en Del paavirket af Mendelssohn; mere
moderne (men mindre frodig) er Eugéne Gigout (f. 1844) og navnlig
Ch. Widor (f. 1845), Organist ved St. Sulpice, Orgel- og
Kompositionslærer ved Konservatoriet og i det Hele en Mand, der ved sin
Myndighed og Energi har øvet en ikke ringe Indflydelse paa Parisisk
Musikliv, bl. a. ved Opførelse af Bachs Matthæuspassion. Widor er
en glimrende Orgelvirtuos og hans Orgelværker (en Række Symfonier,
deriblandt Sytnphonie gothique og Sytnphonie romane, en Koncert for
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
