Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
d. 10. November 1896 og begravedes i St. Florian Klosteret. De vigtigste af hans
Værker er nævnt i det Foregaaende, de fleste af dem er efterhaanden, skønt
langsomt blevet Irykte, men næppe alle endnu i Partiturudgaver.
Det blev foran sagt, at man intet kan læse om Bruckners Liv
i hans Værker. Dette er saaledes at forstaa, at vi saalidt som hos
Brahms kan lære noget om Bruckners Oplevelser og sligt af hans
Værker — hvad der, som vi har set, ellers ofte er Tilfældet, først og
mest med Beethoven. Derimod er det lidet, som hidtil er kendt om
Bruckners Livsvilkaar og Personlighed1), vel egnet til at kaste
forklarende Lys over Værkerne. — Bruckner var en middelhøj noget
svær Mand med et mægtigt Hoved, som den fremspringende Næse
gav Imperatorpræg, medens Indtrykket ellers var som af en katolsk
Landgejstlig. Han var ved sin forunderlige gammeldags Klædedragt
og hele borgerlige Holdning en af Wiens Originaler; i høj Grad
kejtet og ubehjælpsom i sin Optræden og barnlig i sin Anskuelse,
men samtidig i Besiddelse af en god Portion Bondesnuhed og
Mistænksomhed. der ikke forlod ham, da han kom til Ære og Værdighed.
Han var et dybt religiøst Naturel, og han viser sig paa en Gang
rørende og stolt i den Trofasthed og Ærlighed, hvormed han stadig
gaar videre fremad i den Kunstretning, han havde valgt, uden et
Øjeblik at vige af for at vinde Publikum eller Kritiken. Og dog
var denne sidste i næsten ufattelig Grad Kilde til Sorg og
Græmmelse for Bruckner — ufattelig, da han dog maa have været urokkelig
overbevist om sin Kunsts Berettigelse og sin Sags Retfærdighed, og
ofte næsten tragikomisk, som da han anraaber Kejseren, der under
en Audiens gærne vil vise ham en Velvillighed: Saa sig dog til
Hanslick, at han ikke maa rakke mig saadan ned. Han var en
inderlig beskeden Mand, taknemmelig for enhver Støtte og
Opmuntring2), og som from Katholik takkende „den kære Gud“ for sine
Ævner. Han var sværmerisk optaget af sin Kunst, saaledes at naar
han i gode Venners Selskab gjorde Landture, tyede han — medens
de andre morede sig som bedst — ind i Landsbykirken for i timevis
at fantasere paa Orgelet, og da Filharmonikerne i Berlin havde op-
‘) Den antagelig afgørende Biografi af Bruckner forfattes af hans yngre Ven
A. G öl ler i cb i Linz, men kan først ventes færdig ad Aare.
’) Saaledes ikke mindst overfor den, som ydedes ham fra enkelte
Musikkritikeres Side (tidligst og trofast vistnok fra Dr. Th. Helm), men ogsaa her
antager Taknemmeligheden et næsten forbavsende Præg af naiv Beskedenhed,
ja Ydmyghed overfor hans kritiske „Velyndere’.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
