Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
til en Beethoven-Biografi, men efterhaanden vokset ud til et stort selvstændigt
Værk. Kronologisk er dog f. Ex. Bainis Palestrina-Biografi og Anton
Schmids (ikke særlig betydelige) Gluck-Biografi ældre. I Jahns Fodspor
fulgte mere eller mindre direkte Amerikaneren Thayer (1817—97) med en
ikke fuldført Beethoven-Biografi, Pohl med et heller ikke afsluttet Værk om
Haydn, S pi t la med en bindstærk Bach-Biografl, hvortil Bitter føjede Bachs
Sønners Historie og Ghrysander med en ufuldendt Handel-Biografi. Efter
disse Biografiers .Klassikere" er yngre Forff. fulgte med for Størstedelen
grundlæggende Kildeskrifter om Musikens Stormænd saaledes Wasielewski og
Gustav Janson om Schumann, Jahns om Weber, Niecks om Chopin,
Glase-napp og Chamberlain om Rich. Wagner, Pougin (Rameau) o. m. a.
Hvad saadanne Forskere som de forannævnte har offentliggjort, er
efterhaanden bearbejdet og populariseret af talløse Skribenter, særlig naturligvis i
Tyskland, hvorfra bl. a. ogsaa den af Heinr. Reimann redigerede
fortjænst-fulde Samling Beriihmte Musiker (der ogsaa har bragt adskillige
Førstehaands-arbejder f. Eks. om Ad. Jensen, Lortzing) er udgaaet.
Med den romantiske Digterskole opstod og udbredtes i
Tyskland den egentlige „Begejstring", ja „Sværmeriet" tor Musiken.
Tidligere Tider havde set væsentlig anderledes paa Tonekunsten, mere
forstandsmæssig og, om man saa tør sige, mere haandværksmæssig,
og Filosoferne, selv en Kant, følte ringe Trang til dybere
Beskæftigelse med denne mere „underordnede" Kunstart. Romantikerne
— en Heinze, en Tieck, en Hoffmann og Novalis — saa i
Musiken den frieste af alle Kunster, den hvori det uudsigelige kunde
udtales, hvori den ubundne Fantasi herskede: Liebe denkt in sussen
Tonen, denn Gedanken stehn zu fern synger Tieck, den Kunst endelig,
der i sin Oprindelse og i sin Natur besad noget vist mystisk,
noget middelalderligt religiøst. Først fra denne Periode bliver der da
Tale om en egentlig Musik-Æsthetik. Men ganske vist blev man en
Tid lang staaende ved almindeligere Talemaader (»Schönrederei"!)
— man saa ikke engang Problemerne og Vanskelighederne — og
henfaldt i Reglen til et fra Romantikerne stammende vagt
Følelsessværmeri, der ikke kendte eller dog helst glemte det Logiske og
Lovbundne i Musikens Væsen og Ytringsformer. — Heller ikke den
Hegelske Dialektik og terminologifyldte Spekulation var
Musikæsthe-tiken gunstig, og det ypperste Skrift, der staar under denne
filosofiske Retnings Tegn, M. Hauptmanns (1792 — 1868) Die Natur der
Harmonik und der Metrik (1853), har lidt derunder og aldrig faaet den
Betydning, som de deri nedlagte Værdier ellers kunde have gjort Krav
paa. Mere Udbredelse og Indflydelse fik Hauptmanns Opuscula og Breve
— fulde af fine og kloge Bemærkninger om Musikens Væsen og Historie.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
