Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Oehlenschläge r sig at foretage en Oversættelse og Bearbejdelse af Bretzners
Tekst — først efter halvandet Aars Forløb var han færdig dermed, og da havde
Weyse tabt Interessen derfor — og for al Komponeren. I Begyndelsen af Aaret
1801 „havde en lidenskabelig fattet Plan for mit Livs Lykke uventet slaaet fejl
og havde styrtet mig i den sorteste Melankoli og gjort mig ligegyldig for Alt.
Jeg var ked af Kunsten, mig selv og det hele Liv ... og førte i bogstaveligste
Betydning et rent Planteliv.” Den Begivenhed, der virkelig røvede 4—5 Aar af
Weyses Kunstnerliv, var den
dybe Skuffelse, han led i sin
Kærlighed til den „skønne,
aand-fulde, vittige, overgivne, meget
musikalske” Julie Tutein (f.
1783), hvis Lærer han var blevet, og
paa hvis Hengivenhed han havde
al Grund til at tro, selv om den
unge Pige drev noget Koketteri
med ham og viste nogen
Standshovmod overfor den fattige
Organist. Deres Forhold var, som
hine Tiders Litteratur ofte har
skildret et saadant, fuldt af
sværmende og lidenskabelig Erotik
og af øm og sirlig Hensynstagen,
og det brødes — ligesom saa ofte
i hine Komaner — af en
pengestolt Faders Magtbud. Inden
Weyse hensank i den Apathi,
han selv har skildret, vred der
sig som et dybt Klagesuk fra
hans Bryst: han skrev sin
„dejlige Melodi til Schillers tyske Poesi”: Der Eichwald brauset (1801) —
derefter var der Tavshed indtil 1807, bortset fra at Weyse i 1804 paa Opfordring
fra Tyskland skrev fire AUegri di bravura for Klaver. „Til nyt Liv” vaagnede
han, da han saa Don Juan — „Genfærdsscenen rystede mig til inderste Marv,
men Kystningen var velgørende, den vakte min Genius, der mægtigere end
nogensinde begyndte at røre sine Vinger.”
Det første, Weyse nu tog fat paa, var Sovedrikken, men i det bevægede
1807-Aar vilde det dog ikke ret gaa for ham. Først i Marts 1808 var Partituret
færdigt, men Opførelsen kom ikke i Stand før April 1809 — Theatret var
betænkelig ved det farceagtige Sujet. Publikum var af en anden Mening: med
Frydendahl og Knudsen som Braun og Saft gjorde Sovedrikken straks en Lykke, der
i de følgende Aar stadig tiltog, saa at Syngestykket blev en Hovedbestanddel af
Kepertoiret, og Weyses Melodier vandt en Folkeyndest som fordum Scbulzs.
Resten af sit Liv henlevede Weyse nu ganske stille og borgerligt i
Kjøben-havn. Han giftede sig aldrig — han havde „syltet sit Hjærte i 1801-Aaret”
skriver han i et Brev — og var ikke til at bevæge til Udenlandsrejser og sligt:
hans længste Udflugter førte ham næppe udenfor Sjælland. Her følte han
sig særlig tiltrukken af Roskilde, af Domkirken, paa hvis Orgel han gærne
improviserede, af den skønne Omegn og de gode Venner i Præstegaarden. Weyse
Fig. 210. Julie Tuteiu.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
