Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
sange. Først efter hans Død samledes paa Foranledning af
Musikforeningen (der just stiftedes paa Weyses Fødselsdag i Aaret 1836,
og som oprindelig havde til Hovedopgave at udgive dansk Musik)
hans Romancer rundt omkring fra, i hans Operaer, Syngespil og
Kantater. Hvorvidt Udvælgerne har truffet det rette, skal her ikke
undersøges: ialtfald er næppe noget af særlig Betydning forbigaaet,
snarere kunde maaske nogle faa (mere ariemæssige) Stykker udgaa
af den Samling, der hidtil har været det danske Folks bedste
Hus-musik.
Weyses Romancer er Udslag af en følsom og aandfuld
Musikerpersonligheds Møde med en frodigt frembrydende Litteratur. Det
var jo i den danske Digtnings Guldalder, at Weyse kom til at virke,
og ganske vist har han sat Musik til adskillige Digte af tyske
Klassikere og Romantikere, men baade i Tal og Værdi vejer hans
danske Romancer mest.
Nu er der straks det at lægge Mærke til, hvorledes Weyses
fine Sans har grebet og forstaaet den danske Digtning, der spirede
om ham. Skønt tysk født og i hele sit Liv talende og skrivende
tysk jævnsides med dansk, besad han et mærkværdig opladt Øre
for det danske Sprogs Ejendommeligheder — han deklamerer det
som en Mester, men mere end dette: hans Blik er skarpt for hver
Digters Egenartethed, og han giver ham selv i den mindste
Romance hele den ham særegne Stil. Eksemplerne frembyder sig i
Hobetal i begge Henseender. Deklamationen bestaar ikke blot i, at
hvert Ord og Stavelse faar den rette Akcent, men ogsaa deri, at
Sprogets Rytme følges med fin og sikker Sans, og hver Nyance i
Udtrykket fremhæves og kommer til sin Ret. Hvilken svimmel Erotik
i den kromatiske, uregelmæssige Melodi til Ordene: Jeg var saa
ængstlig nys (i Skønjomfru)-, hvor let henkastet er ikke Melodien
En Elskovserklæring; hvilken skælvende ung Forelskelse i Omkvædet:
Mit søde, lille Hjærte (Naar Pisken den knalder)-, hvor vidunderlig
er ikke Dagens Hast og Aftenens Fred stillet mod hinanden ved
Melodibehandlingen i Dagen gaar med raske Fjed! Alt sligt røber
det geniale Anlæg parret med stor Indsigt og vel opdyrket Smag.
Og nu, hvor levende staar ikke den blussende, varmtfølende unge
Oehlenschläger i Sange som Skøn Jomfru, den henrivende
Endelig revned’ de hængende Skyer, og hvor forskellig fra den kølig
formfuldendte J. L. Heiberg (i Hvad toner gennem Skoven og I Saxernes
Land af Reformationskantaten) eller fra den folkekære Grundtvig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
