Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
en stille satirisk Pebersvend, puslende med Musiken og Papegøjen —
han kunde ikke spærres inde mellem Byens Mure. Han maatte ud,
i Berøring med den store Verden, „han rejste altid, om ikke andet
saa i Tankerne", og han maatte ud i Naturen, som han elskede og
Irvor han, der var en fortræffelig Fodgænger, kunde vandre om
Dagen igennem. Han vandrede fra Kjøbenhavn til Boskilde og hjem
igen, og da han boede i Lyngby, var Turen til Kjøbenhavn og
Vennerne der kun en Springvej for ham. For første Gang klinger
og-saa gennem hans Musik den rent umiddelbare Naturnyden og -dyrken;
Valdhornets Kvinter farver hans Orkester først af al dansk Musik.
Det kjøbenhavnske Bourgeoisi var ham vel gunstig stemt, men
han blev ikke hjemme deri saaledes som Weyse, der ret hyggede sig
med disse Fru Gyllemburgske Hjem. Enkelte Steder som hos
Waage-petersens færdedes han gærne. Men det ellers saa beundrede
Brunske Hjem var med al dets Affektation ham, den naturlige
Kunstnersjæl, en Pestilens. Og den unge J. L. Heiberg, der repræsenterede
den selvbevidste „Dannelse", var hans Zigøjnernatur en Skræk; han
kaldte ham „den lange Bengel" og „echapperede en Gang sans facon
fra et saadant Selskab". Dannet som Weyse, der læste meget,
og-saa videnskabelige Skrifter, og som kunde Latin, blev Kuhlau aldrig.
Han fordybede sig gærne i Digtninge, og Melodier fødtes i ham,
naar han læste Vers, som han syntes om, men han læste som
Kunstner ikke for sin Dannelses Skyld. Hans personlige Optræden var
næppe heller altid efter Borgerskabets Smag eller Selskabelighedens
Love1 og Vinen, der var ham en trofast og kær Ven, kunde af og
til tage Magten fra ham i højere Grad, end det stemte med gode,
dannede Sæder. —
Kuhlau er stadig vaagen, agtpaagivende overfor det nye og det
fremmede og lader sig. endog modstræbende, paavirke deraf. Weyse
har tidlig sat Bom om sine Idealer og taaler intet nyt. Den
nymodens „Svulst og Pretension havde han nok af"; blandt de
Komponister, han „ærer højligen", nævner han (saa sent som 1820) end ikke
Beethoven, om hvem han lejlighedsvis siger, at han „skal bindes",
og sine Elever advarer han mod Mendelssohns „Jødemusik".
Kuhlau beundrer Beethoven (ialtfald til et vist Punkt), han føler
med Weber og rives med af Cherubini, der den Gang var lidet
1 Da Prinsessen ved Hove med egen Haand byder ham en Kop The som
høflig Tak for hans Spil, ser han først forbavset paa hende og siger saa:
Ich möchle lieber einen Schnaps.
lliustr. Musikhistorie. II. (jl
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
