Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
kendt og skattet herhjemme. Og ganske vist taler han i et Brev fra
Wien om „Rossinis urene Aand, der driver sit onde Væsen”; men
denne Aand besad dog saa bestikkende Egenskaber, at Kuhlau, hvis
Øre var aabent for alt hvad der hedder Melodi, og som elskede et
flot og straalende Orkester, ikke kunde forblive upaavirket deraf.
Det blev da først Kuhlaus Mission at bringe denne fremmede
Musik ind over Danmarks Grænser: i dansk Gengivelse, i Operaer
med danske Tekster. Det var et frisk Pust ind i Forhold, der var
blevet smaaborgerlige og lumre; og at Folk straks og glade tog mod
denne Musik med det fremmede og større Præg, viser, hvor meget
denne Friskluft i Virkeligheden tiltrængtes. Ganske vist var der
og-saa dem, der saa mistænksomt til denne Fornyelse og mente, at
den rummede en Fare for den hjemmegjorte Musik. Det var først
og fremmest Weyses Ildtilbedere. Nogen Rivalitet opstod i de smaa
Forhold mellem de to Musikere og det ikke blot i Publikums
Bevidsthed1. Weyse parodierede Kuhlau i sine Improvisationer og erklærede
om hans „Vielschreiberi”, at han „skrev sig Hæder og Ære fra“ —
og Kuhlau paa sin Side erklærede ikke uden rammende Braad, at
Weyse vilde være blevet Professor, selv om han ikke var musikalsk.
Personlig stod de to Musikere i det Hele dog venskabelig til
hinanden; derimod varede det længe (egentlig indtil Elverhøj), inden
Kuhlau kom til at nyde en saadan stærk og almindelig Folkeyndest
som Weyse; og da Rossinismen var de ægte danske den værste
Pestilens, og Kuhlau efter Forlydende hyldede den i Lulu, forsøgte
de ivrigste endda en Udpibning af denne Opera, der dog druknede i
Flertallets Begejstring over Musikens Flugt og Melodirigdom.
Det var en Ulykke for Kuhlau, at Forholdene tvang ham til at
1 Som typisk Prøve paa den danske (Weyseske) Skoles Anskuelser og
Ud-tryksmaade kan anføres et Uddrag af en Artikel i Musikalsk Tidende (1836),
der sikkert stammer fra Redaktøren A. P. Berggreens Haand og som
tager voldsomt paa Vej, fordi man paa den højtidsfulde 29. Jan. har opført
Prinsen af China af Scribe og Auber:
Musik? — Nej, nej! Alle Muser maae flye for denne barbariske Støi, for disse
grimasserede Melodier! — Hellige Kunst! saaledes vover man at nedværdige
dig for Nationens Aasyn paa den Dag Folket samler sig i dit Tempel for at
højtideligholde sin Konges Fødselsfest! ... Og har den gode Landsfader da
nogensinde forsmaaet en saadan Gave (o: et nationalt Arbejde), at de ikke
ogsaa tør byde ham et lignende?
O, I Kunstnere! følger Eders hellige Kald og straffer med dyb Foragt
Enhver, der vover at spotte den hellige Kunst ved at nedværdige den til en
Phryne ....
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
