Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
mest af kirkelig Karakter, a cappelln Kor til Musikforeningen og Cæciliaforeningen
og Studentersangkor.
1855 havde Hartmann giftet sig for anden Gang. Udadtil hengik hans Liv
ganske soin en stille Strøm, hvis Vande ikke plumredes eller oprørtes af nogen
som helst urobringende Begivenhed. 1867 var han blevet Direktør (med Gade
og Paulli) for det genoprettede Musikkonservatorium, samtidig med at han
overtog Undervisningen i Musiktheori (Kontrapunkt); ved Siden deraf bestred han
med største Omsorg sine Organistpligter og de forskellige Tillidshverv, som han
efterhaanden havde paataget sig. Somrene tilbragte han paa Landet, først i
Roskilde-Egnen senere i mange Aar i Nærum, hvor han udstrakte Opholdet saa
længe som mulig og lige til sin høje Alder levede i inderligt Samliv med Naturen.
— Efter Gades Død traadte han, som berørt, noget mere personligt frem: han
blev den ledende Direktør i Musikkonservatoriet og i det Hele Samlingsmærket
for dansk Musikliv. Aandelig og legemlig vedblev han at være næsten usvækket
lige indtil den sidste maanedlange Sygdom, der endelig fik Bugt med hans
sjældne, seige Legemskraft. Hartmann døde i Kjøbenhavn d. 10. Marts 1900.
Paa en mærkelig og for dansk Musik meget lykkelig Maade
udfyldte Gade og Hartmann hinanden som Kunstnere.
Slæglskabs-baand bandt dem sammen, gensidig Agtelse, der mere og mere
udviklede sig til venskabelig Hengivenhed, knyttede dem til
hinanden. og det faldt Hartmann let udadtil at vige for Gades mere
aktive Førernatur og ordnende Evne og Lyst. Mellem deres
Tilhængere var der derimod nogen Misundelse eller maaske rettere
Mangel paa gensidig Anerkendelse. Gade hyldedes først og
fremmest af en lille Kreds: Musikforeningen; Hartmann havde sine
trofasteste Venner i Studenterverdenen, hvorfra Beundringen for ham
ganske naturlig og hurtigt spredtes Landet over til videre Kredse.
Og Studenterne havde ingen rigtig Sympathi for Musikforeningen
og dens Virksomhed1); de stillede sig lidt køligt overfor
Ikke-Akademikeren Gade. medens de elskede den evig-unge Student i
Hartmann. Maaske vandt Gade dog disse Kredse helt. da han
skrev sin Universitetskantate (1879) og hyldedes derfor med en
akademisk Ærestitel.
Der herskede da i nogle Aartier om ikke just Strid saa dog
stærk Diskussion om, hvem der var størst: Gade eller Hartmann.
En ørkesløs Strid (der efter de to Mestres Død vel ogsaa er ophørt),
ti i Virkeligheden var de to Kunstnere saa forskelligartede (i deres
Frembringelser, deres Udvikling og Personligheder), at en Kappe-
’) Opførelsen af Hartmanns Sørgekantate over Fred. Vil i Musikforeningen
strandede saaledes paa Studentersangforeningens „stærke Misstemning*
overfor Musikforeningen. (A. Sørensen: Studentersangforen. 1839—89).
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
