Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
blev personlig og dybt følt, ikke blot velklingende Festdekoration.
Ja, det synes, som om en saadan ydre Anledning var en heldig
Spore for Hartmanns Begavelse, der ikke just var af nogen impulsiv
Natur, ti Lejlighedsværkerne danner en lang Række blandt hans
Frembringelser, og til dem maa henregnes ikke blot de talrige
Festkantater (af hvilke mange er nævnt foran, saaat her kun skal
tilføjes Kantaterne til Studenterforeningsbygningens Indvielse (1863),
Kronprinsens Formæling (1869) og Chr. IX’s Regeringsjubilæum
(1888). men ogsaa de Værker, som opstod paa ydre Foranledning,
ved lejlighedsvis Opfordring fra andre, saaledes det meste af
Ballet-musiken, mange mindre Vokal-Værker, ja til en vis Grad selve
Hovedværket : Vølvens Spaadotn.
Hartmann besad ikke det umiddelbare strømmende
Musikernaturel som Gade. Han sprang ikke fuldfærdig frem, greb ikke
dristig og sejrsikker de store Opgaver, følte ikke heller straks, hvilken
Vej og Art der var hans. Tværtimod, han begyndte famlende,
valgte sig Forbilleder og søgte frem gennem de forskellige Genrer.
Han begyndte universelt, støttende sig til tysk Musik og han endte
nationalt — gik forsaavidt til en vis Grad den modsatte Vej af Gades.
Medens Gades Ungdomsliv og -Kunst da omstraales af et
Aladdins-agtigt Lys, kan Hartmann kun pege paa en og anden Sukces, men
ikke før omkring Halvtredsaarsalderen føle sig som et
fremtrædende og almindelig skattet Led i dansk Musikliv.
Forbillederne for Hartmanns Ungdoms- og tidligste
Manddomsmusik var Weber, Spohr og en Tid lang særlig Marschner —
men den franske Operamusik, som Aubers, havde heller ikke ladet
ham uberørt. Disse Paavirkninger var navnlig kendelige i hans
Opera- og anden Vokal-Musik, i Instrumentalmusiken mærkedes
Klassiker-Epigonen. En Tid lang syntes det da, somom Hartmann
kunde og vilde blive en tyskagtig eller kosmopolitisk Komponist.
Imidlertid var der tidlig Spor at opdage, der varslede noget andet
om denne Musiker. Hans melodramatiske Musik til
Oehlenschlä-gers Digt Guldhornene havde — jævnsides med tomme Partier eller
Marschner-Spohrske Efterligninger — bragt Klange, hvori føltes
noget af Kæmpevisens højtidelige Alvor, noget der — endnu
forsigtig, famlende og næsten tilfældig — stræbte at male en fjærn
Oldtids verden. Hartmann har selv ikke vidst at gøre Rede for,
hvorfra han havde disse Indskydelser og har erklæret, at „det kom
saadan af sig selv“. Musikalsk havde han ikke meget at støtte sig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
