Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Dette Arbejde viste ikke blot scenisk Blik og dramatisk Liv og Kraft,
men det viste, at Heise var ret langt inde paa den Vej hen mod
et Sangdrama, som ingen dansk Musiker før ham havde betraadt.
Rent musikalsk danner vel den Hartmannske Folkevisetone (som i
Liden Kirsten) Grundlaget, isprængt med Heiseske Romancer og med
Virkninger fra den store „historiske” Opera (Meyerbeer). Men
øjensynlig har de moderne Wagnerske Idéer, mer eller mindre bevidst,
været raadende hos Heise, da han skrev Drot og Marsk. Formen
er en lignende som i Lohengrin; de gammeldags afdelte Numre er
undgaaede, et strømmende Liv uden dybe Indsnit gaar gennem
Værket; Recitativerne er afløst af en bevæget Talesang og de
lyriske Steder hæver sig kun undtagelsesvis frem som selvstændige
Numre. Den dramatiske Idé skulde beherske Værket, derfor valgte
Heise en Digter til at skrive det — ikke en almindelig Librettist —,
derfor ønskede han en af Hovedrollerne overladt til en fremragende
Skuespiller (Emil Poulsen), ikke til en Opera-Sanger. Trods denne
sin Nyhed, trods Stoffets Tunghed og Mørkhed vandt Drot og Marsk
ganske sit Publikum, og har, som bekendt, sidenhen holdt det fast.
Drot og Marsk tyder paa, ja næsten beviser, at Peter Heise vilde
være blevet Sen nationale dramatiske Komponist, som vor Musik
forgæves har ventet paa efter hans Død.
Mere under direkte Indflydelse af Mestrene Gade og Hartmann end Heise
stod, som fremhævet, de fleste andre Musikere af hans Kuld. To af disse
Kunstnere var beslægtede og besvogrede med deres store Forgængere og
fortsætter deres Stil: Emil Hartmann og August Winding.
Wilhelm Emilius Zinn Hartmann, som hans fulde Navn lød, var født
21. Febr. 1836; han undervistes af sin Fader J. P. E. Hartmann, af Ravnkilde
og af Rée. Allerede 1858 fik han en Passionssalme opført, 1859 Musiken til
Fjældstuen (paa det kgl. Theater), og efter den Tid udfoldede han en meget
righoldig Komponistvirksomhed, dels for Theatret (Musik til En Nat mellem Fjældene
af Hostrup, Operaen Elverpigen og Syngestykket Korsikaneren) dels og navnlig
for Koncertsalen: Ouverture til Ibsens Hærmcendene paa Helgeland, fire
Symfonier, symfoniske Digtninge, Suiter, Skandinavisk Folkemusik og Nordiske
Folkedanse, desuden Koncerter for Violin, Violoncel og Klaver, adskillig Kammermusik,
Korstykker og Sange. Et af hans sidste større Arbejder var Operaen Ragnhild
(1896). Emil Hartmann blev (i 1871) Organist ved Slotskirken. En
Nervesvækkelse angreb ham forholdsvis tidlig, men hindrede ham ikke i at komponere
eller i at foretage de hyppige Kunstrejser til Tyskland, ved hvilke han optraadte
som Dirigent og navnlig fremførte sine egne Instrumentalværker, der en Tid lang
vandt Folkeyndest dernede. Da Gade døde, overtog Emil Hartmann Ledelsen af
Musikforeningen, men hans Helbred var allerede da saa svækket, at han snart
maatte opgive en Virksomhed, der næppe heller egnede sig for hans Natur. Han
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
