Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Bjørnstjerne Bjørnson
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
som Sang siger. Den er som et hidsende Giftstof, der for en Tid
øger Menneskenes Kræfter til det mangedobbelte og holder dem i
en Tilstand af febrilsk Aktivitet, men saa pludselig slaar dem ned.
Dette explosive, revolutionære i Christendommen —
Følelses-jernen i al Religion —, det, som skaber Fanatismen,
Martyrlidenskaben, Længslen ud over Jordlivets Grænser, er i anden Del af
"Over Ævne" opfattet som det aandelige Sprængstof, der truer
det moderne Samfund med Tilintetgjørelse. I intet af sine Verker
har BJØRNSON aabenbaret en slig Aandsoverlegenhed, en saa sikker
og indtrængende Forstaaelse af, hvor steilt og uforsonligt
Menneskene staar mod hinanden. Det sociale Spørsmaal er endnu helt
og holdent underlagt Magtens Afgjørelser. Her raader Krigens
Moral. Og naar BJØRNSONS Drama virker saa forfærdende sandt,
saa er det fordi han med digterisk Intuition har set den
menneskelige Interessekamp, den evige Strid mellem Herrer og Slaver i
dens nøgne Grusomhed.
Anarkisten Elias Sang, Sønnen af den undergjørende Præst i
første Stykke, har arvet al Faderens Godhed, hans brændende Trang
til at hjælpe alle Lidende og Fattige. Og han ved, hvor ondt den
store Mængde af Mennesker har det. Han har valgt at leve sit
sit Liv midt iblandt de Forkomne og Elendige og ofret hele sin
Formue for at støtte Arbeiderne i deres fortvilede Kamp for Retten
til et nogenlunde menneskeligt Liv. Men skjønner omsider, at de ad
deri langsommelige Reform-Lovgivnings Vei ikke vil opnaa
nogetsomhelst. "De deroppe i Storbyen har en anden Samvittighed
end vi". Og dem gjælder det at vække. De skal forstaa, at
saalænge Menneskenes store Mængde er prisgivne Nød og Elendighed,
er Samfundet i Bund og Grund raaddent. Øksen ligger ved dets
Rod. Der gives overfor det blot én Forkyndelse, som overbeviser:
Martyriets, det althengivende Offers Forkyndelse. "Det vi skal leve,
maa gaa gjennem Døden".
Dybest i hans Natur ligger en uverdslig Ensomhedsfølelse. Han
er en Hjemløs og Landflygtig hernede paa vor fattige Jord. Han
føler det, som den Barndom, han har levet i Nordlands eventyrlige
Natur og i Hjemmet, hvor Underet var dagligdags Virkelighed, har
gjort ham fremmed for Verden. Præstegaarden deroppe, den fattige
Tømmerstue, det var Edens Have: "Himmel og jord var ikke
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
