Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Bjørnstjerne Bjørnson
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
skilte; miraklerne vævet dem sammen i en regnbue. Vore øine
saa Paradis ... Vorherre talte jo med os! Naar det var noget,
saa kom det fra ham. Godveir, torden, lynild, blomsterne og alt,
vi fik. Fra ham. Og naar vi bad, var vi ansigt til ansigt med
ham. Vi saa ham ogsaa i havet, i fjældene, i himlen. Det var
altsammen ham."
Saadan er Elias Sang. Han er en Ildsjæl, som fryser tildøde i
Hverdagens kolde, tunge Luft. En fortvilet Troende, for hvem det
staar som en Forbrydelse at tænke paa sig selv, saalænge den
brutalt uretfærdige Samfundsorden er ved Magt. Hans Tro kræver
Handling. Og i ekstatisk Offermod øver han den store Bloddaad.
"Der kan intet forfærdeligere komme, end det, som er."
Jevnbyrdig med denne Skikkelse har Digteren tegnet Holger,
den fødte Høvding og Herre, en pragtfuld Renaissancetype; og
Rakel, den adelsbaarne, varme, kloge Kvinde. Hvert Ord, hun
siger, gaar til Hjertet. Hele hendes Væsen Straaler af Mod og
Mildhed.
Intet forekommer mig beundringsværdigere i dette Drama, end
at BJØRNSON efter den voldsomme tredie Akt har kunnet skrive en
fjerde, næsten helt igjennem formet som en Kvindes Enetale, fuld
af rolig, trøstende Livsvisdom og dog streng og dyb som en græsk
Korsang: "Saa har ogsaa du gavnet ved din død! Ikke som den
frygtelige fik dig til at tro, — nei, ved at vække lidelsen, ved at
aabne for sorgen. Intet forhold er helt vort, før sorgen har rørt
ved det. Intet ideal, uden at den har aandet paa det. Ingen
forstaaelse, før den har set ind i vore øine. Vort sind er som et
kammer, fuldt af besøgende, — indtil sorgen træder ind, stille
eller haardt; da blir det vort eget, da er vi hos os selv.
Elias, Elias, først nu forstaar jeg dig, som du fortjener! Fra
nu af forlader jeg dig aldrig. Ei heller det, du døde for. Vor
lidelse skal lutre det, vore taarer skal glimte i det som lys og
gjøre det helligt for tusen."
Denne ædle, kloge Modgiverske , som finder Trøst for Livets
forfærdeligste Nederlag, bringer os til at tænke paa BJØRNSONS Ord
om Poesiens høieste Maal: Vi maa faa den trygge Følelse af, at
Livet har et velgjørende Overskud, at efter den værste Rædsel,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
