Print (PDF) - On this page / på denna sida - Bjørnstjerne Bjørnson
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
mands sjæl. Og faa del i livet gjennem ham". Vi føler, at hun her ogsaa taler sin egen Sag. Hun tror, der findes "saa stor en Kjærlighed, at den kan ta den sværeste Synder op. Ta hende i sine Arme og hviske: Jeg skal to dig ren." Men Langfred svarer vigtigt og gammelklogt, at sligt er bare Drømme. Og "Drømme frelser ingen." Undinen bryder den høiere Verdensorden, som hun vil op i. Hun har ikke den Varme, som efterhaanden er kommet ind i Menneskelivet. "De er fra forskjellige Verdener han og hun. Tusen af Aar imellem dem." Vi forstaar, at Lydia er uigjenkaldelig fordømt, — at hun som Undinen skal stødes tilbage i det fredløse, uhyggelige Liv, hun fra Barndommen af havde stundet bort fra. Til Overflod optræder ved dette Tidspunkt den afdøde Fru Wisbys Datter, Borgny, som sin Mors Hevner. Lydia forsvinder med et hjerteskjærende Skrig fra Skuepladsen. Og den overalt nærværende Dr. Kann belærer os om, at dette Skrig skal komme igjen som skjøn Musik — i Hr. Langfreds Opera. Men vor Sympati følger nu som før Lydia. Hvad ondt hun end kan have bedrevet i sit tidligere Liv, — som hun taler og handler i Stykket, er hun samtlige dets øvrige Personer uendelig overlegen. Hun er en dybt menneskelig Skikkelse. Og en uudviklet Yngling som Langfred har ingen Forudsætninger til at forstaa, end sige til at dømme hende. Han er den naive Kunstneregoist, som bare er optaget af sig selv og sit Verk. BJØRNSONS hidtil siste større Arbeide, Dramaet "Paa Storhove", udkom i Høsten 1902<footnote>Desuden udgives for Tiden et Udvalg af Bjørnsons Avisartikler og Taler ved Chr. Collin.</footnote>. Det staar i nær Sammenhæng med "Laboremus". Men Problemet er her stillet saa klart og utvetydig frem, at det blot kan besvares paa én Maade. Dette Stykke har intet af den Dunkelhedens Poesi, som giver "Laboremus" en saa eiendommelig Charme. I "Paa Storhove" er alt tydeligt. Personer og Situationer er tegnet med den store Dramatikers Anskuelighed og Kraft. Men Stykkets Slutning er svag eller, rettere sagt, det slutter ikke. Lydia-Skikkelsen er her varieret i en smuk, letsindig, fornøielsessyg Frue ved Navn Maria. BJØRNSON har i hende villet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
