Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Arne Garborg
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
GARBORGS følgende Arbeide "Den burtkomne Faderen" er i al
sin Enkelhed et dybere personligt Verk. Det er som "Trætte
Mænd" skrevet i Dagbogstil, og ingen Form passer GARBORG bedre.
Han er den fødte Aforistiker og har i denne lille Bog nedlagt en
Rigdom af dybe, fyndige, prægnante Gnomer. Og de mange
Tanker og Reflexioner klinger her harmonisk sammen i én
Stemning af Resignation, af rolig Underkastelse under Livets strenge
Love.
Gunnar Haave er en gammel syg Mand, som efter vidtløftig
Omflakken i en fremmed Verdensdel er vendt tilbage til sin
Barndoms Hjem: Jæderens flade, fattige Land med de lyngbrune Heier
og blege Myrer, indrammet af Hav og Fjeld og Himmel. "Eg var
Son", siger han, "av ei Tid, som hev gløymt, kva Heim og Ro er.
Men er eg framand, so lat meg likso godt vera framand heime".
Med hjertegreben Inderlighed skildrer han Bygdens stille Liv,
— Oasen i Verdens Ørken, der Enfold og Uskyld endnu grønnes,
og Kirkeklokken samler alle til én Sorg og én Glæde. Her faar
han Tid til at tænke om igjen de gamle Tanker om Synd og Frelse,
om Liv og Død; paa de fredlyste Steder, hvor gode og onde Minder
fra Barndommen vaagner med alt det førstoplevedes Kraft og
Klarhed, underkaster han Livets Værdier en siste grundig Prøvelse.
Ensom og bitter er han blevet derover i den almægtige Dollars
Land. "Hardt var det aa leva paa Jordi. Dei traakkar og trampar
ned og knear seg fram yvi Lik; og eit Steinhjarta maa den hava,
og Staalknokar, som skal fri seg og halda seg ovanpaa. Eg røynde
det i vonde Aar. Og enno hev eg Blodflekker etter det paa Sjæli
... Eg var hard. Eg hadde vore i Nedgangsskulen og herdt meg
... Men det var dyrt; Sæla tok dei av meg for Visdomen sin;
og daa eg hadde lært Livslovi: Magti raar, kom Gud burt for meg.
Og det slokna i meg og kolnad; og Verdi vart som eit tomt Hus
der ingen bur. Men eg lo og kjende meg fri; og sidan trampa
eg ned ikring som dei andre".
Modstræbende giver han sig til at høre paa sin Bror, Jesu
Følgesvend, som har lært af Mesteren, at Veien til Livet gaar
gjennem Døden. I Samfundet raader den brutale Naturlov, som
lader den Sterke opæde den Svage, og som har gjort Mennesket
til det klogeste og grusomste Rovdyr. "Men Meistaren lærde oss
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
