Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Amalie Skram
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
44 Siste Tidsrum 1890—1904.
over den Døde, og anklagende Tanker og sentimentale
Sinds-rørelser vekselvis har Magten over ham:
. . . Da retted han sig op og saa sig om. Intet levende at
opdage. Ikke en Lyd at høre, intet undtagen Sjøens sagte Skvulp,
hvergang den rulled sig ind over Fjæren, skylled blødt hen over
Stenene og seg stilfærdig ud igjen. Aldrig havde Sivert vidst, at
Sjøen kunde være saa taalig og sørgmodig. Den sutred og klaged
som et sygt Barn eller som en Voksen, der var biet tusset.
Haiisemand, ja Hansemand var det, den minded om. Akkurat
saaledes lød det den Dagen, da han laa nøgen paa Stenhellen hjemme
hos Moren og strakte Armene op imod hende med dette Klynk,
der ikke blev til Ord, men hørtes, som kom det fra et Umælende.
Gudskelov, saa kunde den aldrig fortælle, hvad han havde gjort
idag. Den var den eneste, som havde set hans Ugjerning. Men
den fordømte ham ikke. Den syntes bare Synd i ham; det var
godt at mærke. Ts, ts, ts, huh, huh, huh, Sivert stod og hulked
ud mod Sjøen med opløftet Ansigt. „Du ved, kaalissen det er
tilgaaen, du saag, at det var Livet, eg maatte berge. Eg tar deg
te Vidne, o Sjø!"
Med ét for han sammen, skræmt ved en Lyd som af rullende
Smaasten. Han skjalv som et Espeløv, han frøs af Angst, og
Hjærtet dunked et Øieblik saa haardt, at han kunde høre det, mens
hans speidende Blik søgte hen i Retning af Lyden. Der sprang
noget bortover Ejæren, en Kat eller Hund, eller kanske det var
en Sjor.
Med Besvær tog han sig sammen, bukked sig over Farmoren
og fik hende væltet om i den forrige Stilling. „Saa, nu ska du
ikkje gjøre Fortræd mere" hviskede han og følte et Øiebliks
Lettelse ved Tanken. „Nei, for nu har du dræft hinner. — Dræft
hinner? Har du dræft et Menneske? Morderen Sivert Jensen?
Bare 17 Aar og kanske alt en Morder." Han gjøs og dreiede sig
hastig om. Nei, der var ingen. Det maatte være ham selv, som
havde tænkt det, eller hvisket det rettere, for de Ordene havde
han sagt til sig selv den Natten, da han troede han, havde bidt
Kokken ihjel ombord i „To Venner". Engang før havde han
altsaa vært nær om at dræbe et Menneske. Den Gang slap han
med Skrækken, men nu? — Han keg stjaalent over Skulderen ned
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
