Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Jens Tvedt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
alle tider gjekk i, var svart som jord framantil med litt Ijosare
bøter her og der. Stakken hadde voret svart; no skjein han i
det gule attantil, men framme var det ei blaa bredd innsett, og
den tok til aa grønkast."
Ellers er Hovedpersonen i „Vanheppa" Durdeis Søn Per
Dosi — en af dem, som kommer forsent til alting her i Verden.
I over ti Aar har han gaat i Giftertanker, men endnu havde han
ikke kommet sig til at fri en eneste Gang. „For nett naar han
grundad paa, um han torde halda seg fram til ei gjenta, fekk han
høyra, ho hadde gjort det visst med ein annan". Naar dertil
kommer at han daglig hundses af sin frygtelige Mor, og at han
har store Plager at udstaa af en vanfør Søster, maa man
indrømme ham, at han har adskilligt at staa i. Men han lader sig
ikke knække. Hans Sindsro og Godmodighed er uopslidelig. Selv
de tyngste Skjæbnens Slag forstaar han at afbøde med en halvt
spøgefuld Vending.
Det er al vor Folkedigtnings Humor over en slig Skikkelse.
Hele Racens Seighed, dens ukuelige Livskraft og Livslyst bag
Trægheden. Intet Under, at Digteren har fundet at burde skrive en Bog
til om Per, hvor han faar Opreisning for al sin Modgang.
„Brite-Per" (1895) heder denne Fortællifig. Her faar han sig ogsaa en
Kone tilslut, og det en rigtig flink og grei en. Og det er da
rimeligt nok, at han stadig bestyrkes i sin bekvemme
Livsfilosofi: at alt sker til det bedste.
Forud for „Brite-Per ligger „Godmenne" (1893) en varm,
følelsesfuld og poesirig Novelle. Dens Hovedperson, Hallvard
Hola, har Godmodigheden, Ubeslutsomheden, Vankelmodet tilfælles
med Per Dosi, men han er en finere, mildere, mindre
modstandsdygtig Natur. Da han mest for sin Svagheds og Godtroenheds
Skyld mister den Pige, han elsker i Stilhed — hun er blevet
forført af en mørkøiet, solbrændt Sjøgut —, forstaar han godt selv,
at det kommer han aldrig over. Han har forspildt sin Livstykke,
men han finder en vemodig Trøst i at se hendes Barn vokse op.
Vi faar et siste Indtryk af Hallvald, som han en Vaardag er ude
og gaar, overmandet af sin Grubien over det uoprettelige: Han
hadde ikkje lenger det snertne laget, naar han gjekk, ikkje den
lette fotburden som fyrr. For han aatte ingi Ijose framtidsdraumar,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
