Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Theodor Madsen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
68 Siste Tidsrum 1890—1904.
indtrængende og virkningsfuld, som den usøgt og uvilkaarlig
taler ud af et overlegent nøgternt og billedløst Livssyn.
Etsteds i „Guds Finger" findes der et lyrisk Udbrud, som
skurrer besynderlig mod Romanens strengt objektive Stil. Det
giver i vage Ord som et forankastet Billede af Thorvald Münthers
Skjæbne: Et Menneske, som kommer jagende ud fra Mørket ind
i Tilværelsens daglange Lysglimt . . . gribende med fremstrakte
Hænder ud i Luften efter Lykkens altid vigende Fantom,
— indtil Natten, det tomme, evige Intet, atter sluger ham.
Dette Billede rummer Kvintessensen af denne Forfatters
Livsbetragtning. Hver Verden er et Fængsel, indmuret af evige
Skjæbnelove. Hver Tanke en Lænke. Hver Følelse en Bedrager,
som øieblikkelig forraader os til vor farligste Fiende og hvirvler
os ureddelig ind i Livets Labyrint.
:" Aaret efter „Guds Finger" fulgte Skuespillet „Marionetter".
Det er et i formel Henseende klart og dygtigt Arbeide med en
sikkert gjennemført Handling og en enkel, kraftig Karakteristik
af Personerne. Ingen af disse er dog særlig betydelig eller
interessant. De er, som Titelen antyder, Masker og Mannequiner, som
viljeløst omtumles i Tilfældets Hvirvel. Dybere set har Stykket
sin satiriske Brodd — thi hvor meget menneskeligt Liv er ikke saa
graat og grundt, saa fladt og flygtigt som dette Skyggespil?
„Marionetter" er et aandrigt Experiment, — og det har i enkelte Scener et
Humor, som vor Digter ellers altfor sjelden har ladet komme tilorde.
I sin siste Roman „Under Kundskabens Træ" (1897) har
„ THEODOR MADSEN ydet sit bedste og betydeligste Arbeide. Denne
ene Gang er det lyktes denne Skribent, hvis Sprog er ligesaa
jevnt og ligetil, som hans Form er kold og klar, at kaste et varmt,
uroligt Stemningsskjær over sine Billeder af Hverdagens fattige
Virkelighed. Han har atter taget for sig sin Helt — Ask
Mein-hard, heder han nu — Intellektualisten, den grublende,
gjennem-reflekterede, lidenskabelige, mistænksomme Sjæl, der inderst inde
er saa blød og saarbar som nogen Sværmer og Drømmer. Og i
Bog har vor Digter ladet os se ham helt igjennem.
Han er tegnet paa Baggrund af Boheme-Tidens aandelige
Røre. Med Hovedet fuldt af Teorier og Slagord kommer han
[-„Marionetter".-]
{+„Marionet-
ter".+}
„Under [-Kundskabens-]
{+Kundska-
bens+} Træ".
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
