Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Theodor Caspari
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Theodor Caspari. 83
„Nu klær Vaaren sig paa" ikke lyktes, fordi CASPARI mangler den
rette kunstneriske Naivitet. Men som Samlingens ypperste Vers
nævner jeg den rene, fuldtonende Akkord: „Jeg elsker dig" og
de høstlig tungsindige Strofer: „Vinterdrømme" og „Skogens
Kirkegaard".
Jeg spurgte Gran og Furu og Alt, i Skogen var,
jeg ledte i Heien, den øde.
Vel tusind Tunger talte, men ingen gav mig Svar:
Hvor Skogen, den gjemmer sine Døde.
Hvor Liens glade Sanger med Livet tar Farvel,
hvor Vildduen dølger sin Kvide.
Jeg spurgte Birk og1 Bregner; de vidste det vel ;
men ingen, slet ingen vilde si det.
Og alle Markens Blomster trohjertig paa mig saa,
men kunde sig ikke besinde.
Saa rysted de paa Hodet og raadde mig at gaa
og spørge de vidtbereiste Vinde.
Saa gik jeg da til Vinden. Den suste og den sang
og svarte mig hastig fra Heien :
„Og vil du bare lytte til Blaaklokkens Klang,
den sætter dig visselig paa Veien."
Men da jeg lagde Øret til Tuens lave Jord
og lytted ved Solefaldstide,
da båres der imod mig en Klokkeklang saa sto^
og da fik jeg Sandheden at vide.
Da kimed det i Lien, da kimed det i Lund
og kimed i Heien den øde,
ja, hvor jeg satte Foden paa Skogens frie Grund,
der vandred og vandred jeg blandt Døde.
Saa ved jeg da, at Døden har allesteds sin Gang,
saa vide som Skogene bruse,
at allesteds, hvor Livet slaar jublende sin Sang,
der lar den sin^Aftenklokke suse,
Og altid, naar jeg hører de klare Klokker gaa
saa sagte ved Solefaldsstunde,
da gribes jeg af Vemod, da mindes jeg de Smaa,
som lider og vaander sig i Luiide.
CASPARIS siste større Arbeide er Digtsamlingen „Vintereventyr",
som — fantasifuldt illustreret af Kittelsen — udkom i 1901. Den
byder paa en Mangfoldighed af muntre Melodier og lystige
Skiløberviser, hvori Digteren synger om Skogens Sus i hvide Nætter, om
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
