Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Knut Hamsun
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Knut Hamsun. çç
En ung Journalist, som etpar Aar senere traf Hamsun i
Nybyggerbyen Minneapolis, har fortalt lidt om, hvordan han da havde det.
„I Jansons Kirke, ved et af de ugentlige Diskussionsmøder, havde
der en Høstkveld indfundet sig en Fremmed, jeg ikke før havde
set, og som man uvilkaarlig maatte lægge Mærke til. Hans fint
og kraftig modellerede Ansigt, hans høie og sterke Skikkelse,
hans livlige Manerer og muntre Konversation, hans hele
usædvanlige Væsen stak af i disse Omgivelser. Hans Lighed med
Bjørnson var paafaldende, og det syntes, som om han høilig
bestræbte sig for at udnytte Ligheden og kopiere ham, hvilket
irriterede, som al Efterligning gjør. Han var øiensynlig kjendt
her fra før; han hilste og nikkede gjenkjendende rundt om i
Forsamlingen. Denne Mand var Knut Hamsun, og han var da 28
Aar gammel. Han var netop kommen ind fra Landet, fra en
Farm oppe i Dakota, hvor han hele Sommeren havde været paa
Jordarbeide. Umiddelbart før den Tid var han beskjæftiget som
Sporvognskonduktør i Chicago. Nu havde han lagt tilside saapas,
at han troede at kunne leve af sine Midler Vinteren over uden at
sulte altfor meget ihjel.
Dette sit Otium vilde han da benytte til at holde nogle
litterære Foredrag i Staden, hverken mere eller mindre . .. Og naar
man satte Entréen saa lavt som ti Cents og fik de mindst bigotte
skandinaviske Aviser formaaet til en ganske liden Reklame, og
desuden Janson bekjendtgjorde Sagen i sin Kirke, skulde man vel
kunne gjøre Regning paa saamange Folk, at der, naar Lokalet
var betalt, kunde blive nok tilovers til Tobak i Vinterens Løb og
ikke saa usandsynligt til etpar Galocher, som han sandt at sige
høilig trængte. Han troede nu — og han svor mildelig — at
han forstod sig bedre paa Litteratur end noget Menneske i
Minnesota. Det var saa at sige hans Fag, og han havde uomtvistelige
Anlæg i den Retning, det mente han oprigtig.
For det almindelige Jordbrug og Sporvognsvæsen laa ikke
hans Begavelse. I Dakota den Sommer havde han slet ikke høstet
Anerkjendelse. Han havde Kræfter nok, hans Styrke var som en
Løves, og han var ikke fuldstændig Idiot heller, men naar et
Arbeide ikke helt kunde optage hans Tanker, da tumled hans egne
væk med ham. Naar han havde fyldt sin Trillebaare, rulled han
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
