Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Knut Hamsun
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
104 Siste Tidsrum 1890—1904.
aandelige Kapital. Han staar for os ribbet for alt sit brogede
Flitter. Nu er Tiden kommen til at bruge Giftflasken. For siste
Gang samler han sine Kræfter til en Anklage mod Tilværelsen.
Hulkende af Smerte og Raseri forbander han hedt og inderlig det
hele . . . Alle Mennesker og Kjærligheden og Livet er Bedrag;
alt, jeg ser og hører og fornemmer, er Bedrag, ja selve Himlens
Blaa er Ozon, Gift, Sniggift–––-Og Gud, hvor det er kjede-
ligt altsammen, Guud, hvor det er kjedeligt altsammen . . .
Det er Causeuren Hamsun, der som oftest fører Ordet i
„Mysterier". Med en varm, indtrængende, utrættelig
strømmende Veltalenhed tumler han sig i de steileste Paradoxer, de
lystigste Modsigelser. Han vil sætte Verden paa Hovedet og slaa
Læseren ned i stum og afmægtig Forbauselse. Hans Haand er
knyttet mod alle regulære Storheder og alle anerkjendte Værdier.
Mod Ridderne af den uomtvistelige Ret, Indehaverne af
Menneskemængdens Beundring og Agtelse ... de selvfølgelige Herrer over
Massernes Tro og Kjærlighed.
Det var som en saadan vildt fremstonnende Angriber og
Anklager, Hamsun fremtraadte i sin egentlige Debutbog: „Frå clet
moderne Amerikas Aandsliv" (Vaaren 1889). Dette Skrift er et
Mesterverk af vrængende Kritik, et sprudende og gnistrende
Fyr-verkeri af Vid og Malice, — fra først til sist Gjøn, Haan og
Halløi, men med dybe og rammende Ord indimellem. Her som
i „Mysterier" lader han Munden løbe om lidt af hvert mellem
Himmel og Jord. Det gaar ud over baade Shakespeare og
Venus fra Milo. Ikke sjelden er det en galgenglad Clown,
som gjør Himmelspræt mellem Linjerne, men han har et saa
velsignet godt Humør, at man tilgiver ham meget. Hans Mening om
Amerika er kort og godt den, at det er det demokratiske
Pøbel-vældes gyldne Land, hvor Friheden er bunden og Retfærdigheden
død. Dets Guder heder Mammon og Humbug, og Menneskene
der er bare to Sorter i Muskeldyr eller Pengesække . . .
Det er ikke netop Sprogets fineste Musik, som klinger gjennem
denne Bog. Men i Hamsuns følgende, Karakteristiken af Lars
Oftedal (Høsten 1899), er Stilniveauet sænket endnu nogle Grader.
Det er en Pamflet, hensynsløst nærgaaende, lavkomisk, lidt træt-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
