Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Knut Hamsun
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
io6 Siste Tidsrum 1890—1904.
intime Lokalfarve, som hører til for at give det rette Indtryk af
Virkelighed. Det Christiania, hvis Gadeliv og daglige Færdsel og
Forhold her er tegnet, staar for os ligesaa vagt og fantastisk
som den ubestemte større By, hvortil Scenerne i „Sult" er henlagt.
Det er karakterløst og abstrakt som det smukke, sterkt
dansk-farvede Skriftsprog, som Hamsun lader sine Personer tale.
„Ny Jord" præsenterer sig som et satirisk Tidsbillede fra
Begyndelsen af Nittiaarene. Hamsun sigter -tydelig den i hine Dage
fremtraadte Generation af Forfattere, som han selv tilhører. Som
Baggrund for sin spottende Skildring af Kunstnerbohémen har
han prøvet at give en mere almen Karakteristik af Tiden. Den
Aand, hvori denne er holdt, er en yderst pudsig Blanding af
ungdommelig uforknyt Idealisme og molboagtig selvgod Bornerthed.
. . .Vi befinder os i en By, hvor al god gammel Orden er
sat paa Hovedet. Alle Folk gaar paa Kaféer, — Hjemmene ligger
helt øde. Slige naive Egenskaber som Stolthed, Uskyld, Trofasthed,
Pietet er saa omtrent forsvundne. I deres Sted har en skamløs,
sportsmæssig, saakaldt Frisindethed eller Fremskredenhed som en
smitsom Syge befængt den ganske Stad. Alt ansees for tilladt.
Kvinderne er karakterløse, lystne Dukker, der løber fra den ene;
til den anden, „snuser til hvemsomhelst og giver alle det villige
Blik". Mændene er ikke bedre; de er udhulede, afartede og smaa.
Men værst er det med Ungdommen. Den har saa koldt og magert
Blod, at ingenting interesserer den længer uden Bogskriveri og
fine Klær ...
Hvor ligger nu Skylden for dette sørgelige Sædernes Forfald ?
Jo, svarer Hamsun, den ligger først og fremst i den aandelige
Afslappelse og Reaktion, som fulgte af Liberalismens Fallit \ i
Slutten af Ottiaarene. Hans satiriske Samfundsskildring har
forsaavidt samme Udgangspunkt som Garborgs „Uforsonlige" og
Kiellands „Jacob". Han tænker med Vemod paa den Tid, da vi
havde det store straalende Aandsveir i vor Litteratur. Dengang
var Digterne vore Førere. „De stod svulmende rige og slængte
Dukater ud af Vinduet med herlig og ufornuftig Sorgløshed; de
havde Raad til Vidtløftighed, Uveir, forbausende Triumfscener af
rød Kraft. Nu er de sparsomme og tørre og kloge. De piner
ud af sig en Bog nu og da, skraber samvittighedsfuldt Bunden i
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
