Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Knut Hamsun
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Siste Tidsrum 1890—1904.
Vi maaler hverandre i Smug med vort Oie
og kjender hinandens Elende saa nøie:
hver har sine Synder og hver sin Men,
ikke ublandet godt i en eneste en.
Slig staar vi ... Saa er det, at Tvivlen kommer
paa denne vor Fader, vor Herre og Dommer,
om ikke han styrer det Liv, han har skabt,
lidt ned, mere ned, saa det ender fortabt.
I Digtets Hovedperson, den forløbne Student Munken Vendt,
møder vi atter Hamsuns Yndliiigstype: den genialt forvovne,
ustyrlige Vagabond og Livsomseiler, hvis eneste Maal her i Verden er
at udtømme alle de Muligheder og Mærkeligheder, som Tilværelsen
rummer. Det er af rasende Livsbegjær, af umættelig Trang
til at omtumles af Tilfældets og Lykkeslumpens blinde Spil, at han
giver sig Undergangsviljen ivold. Denne vilde Livsbrynde er et
oprindeligt Træk hos ham. Det er den, som gjør Kvinderne til
hans lette Bytte. Og den taler gjennem hans Mund, naar han synker
hen. i skjælvende Henrykkelse over at være Naturens glædeberuste
Søn. Vistnok vil Digteren faa os til at tro, at Munken fra først
af er en anden, en ydmyg Sjæl, som bøier sig for den lovlige
Orden og er overbevist om Verdensstyrerens Godhed og Retfærd.
Og at det er Skuffelsen og Smerten over Menneskenes
Troløshed og Gudens Ligegyldighed for hans Skjæbne, som gjør ham
til en Spotter og Trodser, som naar han efter sin vellykkede Flugt
i fjerde Akt udbryder:
Jeg er ikke længer en Guddoms Nar,
jeg iiarrer fra nu af for egen Regning.
Jeg fatted min Rolle i Spillet for tungt.
Nu spiller jeg bedre. Mit Liv er ungt.
Men om nogen saadan Udvikling hos Munken er der ikke for
Alvor Tale — saa lidt som hos nogen anden af Hamsuns Figurer.
Hans Mennesker er fuldt færdige og „sig selv aldeles forbandet", fra
første Stund de træder frem for os, og til deres Skjæbne besegies
paa Bogens siste Blad. Det gjælder om Johan Nagel og Kareno
saavel som om Thomas Glahn og Munken Vendt.
Det eneste, som skiller denne siste fra Hamsuns øvrige mere
betydelige Skikkelser, er det varmere Skjær af Lystighed og Lune,
som er over ham. Og saa hans evindelig tilbagevendende Reflexioner
over sit Forhold til Verdens og Menneskenes Herre. Han er fra
Begyndelsen af klar over, at vi bare er Brikker i den store Magts Haand:
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
