Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Gunnar Heiberg
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Gunnar Heiberg.
127
hans Produktion. Naar Heiberg nu behandler Sammenstødet
mellem de to Verdener, er det som den æstetisk nydende Betragter
af et sjeldent og spændende Skuespil eller som den bitre og
haanende Spotter af menneskelig Daarligdom og Usselhed. Aldrig
som den dybt interesserede Medkjæmper.
Han er fra nu af udelukkende Artisten for hvem Formens
Skjønhed, Fylde og Ejendommelighed er Hovedsagen.
I intet af Heibergs senere Skuespil er det den psykologiske
Udvikling, som først og fremst interesserer. Han har neppe det
dybtsøgende intuitive Blik, som naar tilbunds i en Karakter. Eller
rettere sagt, han interesserer sig ikke for de uendelig smaa,
umærkelige Nuancer i Sjælelivets Udfoldning, — og han mangler sikkert
Evnen til det lange Samliv med sine digtede Skikkelser. Han
ser enkelt og klart. Alle hans betydeligere Pigurer er
usarnmen-satte, let gjennemskuelige Sjæle. Men de forbauser os; de sætter
os i Studsen. De udfolder sig i pludselige Glimt, i lyrisk
lidenskabelige, voldsomme og patetiske Udbrud. Det er idetheletaget
Lyrikeren, som beholder det afgjørende Ord i Heibergs Dramaer.
Først da føler han rigtig med sine Skikkelser, naar de befinder sig
i de store Øieblikke . . . oppe paa de solbeskinnede Søndagshøider,
hvor alt det frie og lykkelige i Menneskenaturen springer i Blomst.
Der kommer da en festlig Svulmen i hans Sprog, en Glans og
Fylde i Billederne, der virker saa meget sterkere som Heibergs
Stil altid bevarer en mandig Friskhed og Ynde.
Afgjørende slog Heiberg igjennem med „Kong Midas".
Og det var visselig ikke dette Stykkes lette og vittige Dialog
saa-lidt som dets effektfulde Teknik, som skaffede Digteren en larmende
Sukces. Det digterisk værdifulde i Kong Midas er ene og alene
Billedet af Anna Hielm, en varmblodig og hjertevindende
Kvindeskikkelse. Men hvad der fylder dette Skuespil med Liv og Lystighed
er den Tone af udfordrende Spot og Spydighed, det Pust af Uveir
og Uro, som er dets bærende Stemning. Og saa den med
aristo-fanisk Hensynsløshed udførte pamfletagtige Skildring af Titelfiguren
— et af den norske Litteraturs mange Portrætter, som ganske
uforblommet sigter paa Forstyrrelse af Privatlivets Fred.
Og det er stadig Krigsstemiiingen, de mange spodske og
rnaliciøse Udfald mod alskens „Sandheder" i norsk Litteratur,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
