Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Gunnar Heiberg
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
130 Siste Tidsrum 1890—1904.
tiske Teknik. Det gjælder om „Kunstnere", „Gerts Have", „Det
store Lod", „Folkeraadet", „Harald Svans Mor", „Kjærlighed til
Næsten" — ja delvis ogsaa om „Balkonen". Derimod indtager
HEIBERGS siste Skuespil, Mesterverket „Kjærlighedens Tragedie",
en Plads for sig selv. For de andre er det gjennemgaaende
Kjendemærke en viss Sammenhængsløshed og Mangel paa fast
Handling. De falder fra hinanden i glimrende Brudstykker, i
effektfulde sideordnede Optrin. Alle Mellemled er oversprunget. Al
Digterens Fantasimagt sat ind paa at udforme den enkelte Situation
eller Akt som en selvstændig Helhed. Der er i denne løse,
vilkaarlige, udflydende Kompositionsmaade noget, som minder om
Hamsuns lyrisk springende og ujevne Fortælleform. Der er ogsaa
den Lighed mellem disse to, at en slagfærdig, skarptunget Causeur
ofte tager Digterens Plads i deres Bøger.
Et Stykke som „Kunstnere" (1893) er interessant, fordi det
tydeligere end noget andet af HEIBERGS Skuespil belyser baade
Fortrinnene og Svaghederne ved hans dramatiske Form. Dets
Hovedmotiv er Skildringen af den unge Digter, som saa smertelig
føler den oprivende Splid mellem de to stridende Magter i hans
Indre: Kunstnertrangen, selvnydende, grusom, altid paa Jagt
efter Bytte og den sunde, trygge Livsfølelse, som priser hver
lykkelig udrunden Dag, og ellers ikke bekymrer sig stort
om Verden eller Menneskene. Han er tilfreds. Han elsker
sin Hustru. Og han ved, at Kjærligheden maa have det bedste,
det fineste i En; — at naar den har maattet „vige bare et Sekund,
da kommer den ikke igjen, eller den kommer ikke igjen, som den
var". Men Kunsten taaler ingen Magt ved Siden af sig, det er
han saa usvigelig sikker paa. „Naar det man lever og har
levet og har troet og anet og tænkt, samler sig og vil bli til nye
Væsener, — til nye Organismer, naar man føler, man er den
skabende Guds Barn, da kræves ogsaa det bedste, det fineste —
alt . . . Spørg de store — og skidt i dem, som ikke forsøger at
komme paa Høide med de store, om de nogensinde har elsket
nogen Kvinde som den indvendige Verden, Myldret, naar der
skulde skabes — naar Former brydes og nye dannes i Ildovnen
og brydes igjen og kanske aldrig blir til noget — men spørg, om
de vilde bylte — om de nogensinde ellers har følt den tindrende,
„Kunstnere",
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
