Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Gunnar Heiberg
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Gunnar Heiberg. 135
Sind. Det vilde dog være urimeligt at opfatte den som helt
uden Sammenhæng med Samtidens Digtning. I sin strengt
stiliserede Form og i det fjerne fremmede over Milieuet .... som
ovenover og hinsides Tiden og Rummet, minder den om de
Maeterlinckske Skjæbnedramaer. „Balkonen" er som disse paa
engang bevidst naiv og udsøgt, lidt anstrengt raffineret. Og
HEIBERGS Maal er det samme som den belgiske Digters : at naa ned
til de urmenneskelige Følelser og Lidenskaber, at blotlægge selve
Urdriften i Menneskeplanten, — den, som er og blir under alle
Civilisationers Blomstring og Afblomstring. Begge søger at
afklæde Mennesket det konventionelle forgjængelige Hylster, — de
vil skue Sjælen i dens nøgne Evighed.
Men Forskjellen mellem de to er større end disse Ligheder.
„Balkonen" er ikke udformet i et blødt indsmigrende, melodisk
Barnepludder, men i en stolt, knap, udtryksfuld Stenskrift. Dens
Repliker staar der i sin voldsomt fortættede, pludselige Kraft
som hugget ud i hvidt lysende Marmor. Og over dens Aand er
det samme Præg af Haardhed og Kulde. Elskoven som Livets
Urgrund ; Driften som det store altfortærende, der brænder
Menneskeviljen til Aske og veirer hen Ære, Ædelmod, Stolthed,
Samvittighed som Solen Taager; Driften, som gjør Kvinden troløs,
grusom, raa og Manden gal, feig, latterlig . . . om dette ene
ufor-gjængelige handler „Balkonen"s tre Akter. Og denne
Ødelæggelsens skjønne Vederstyggelighed fremføres med en
Ubønhørlighed, som var det selve Naturnødvendigheden, der afdækkede sit
lønlige Spil. Og med en hoverende Tyrefegter-Bravour værdig den
lidt von Thyboeske Seirherre i denne Kamp om Kvinden, — og
en bred, ubesværet Latter, hvis lystige Klang paa ingen Maade
dæmpes af Abels tungsindige Repliker.
Men det er gjennem Abels Mund, at Stykkets dybeste
Mening-udtales. Enhver, som har læst „Balkonen", vil huske hans mørke
Visdomsord: „Kjærligheden i den ene Haand — alt andet i den
anden — vælg! Ja! For Kjærligheden stanser Menneskene. Den
gaar ikke ind i Kulturen. Den er den eneste Naturmagt, som ikke
lader sig dyrke. En Menneskehed med Hjerte, men uden
Kjærlighed og alt dens Væsen — mod det gaar Aandens Gang her
paa Jorden, og da gjælder det at ruste sig med alle sine Vaaben.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
