Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Gunnar Heiberg
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Siste Tidsrum 1890—1904.
er ikke Karens Tragedie. Hun er ingen elskovssyg Bajadere.
Man maa ikke lade sig narre af, at hun i tredie Akt kaster af
sig al borgerlig Ærbarhed. Hun er da allerede nede i Afgrunden.
Hun ved sig fortabt. Føler, at hun maa dø — og drives til det
yderste. — Ogsaa i dette Stykke er som vanligt hos HEIBERG
adskillige nødvendige Mellemled i Karakterudviklingen oversprunget.
Hør vel efter, hvad Karen siger under det store Opgjør med
Erling: „Jeg har ikke noget at gjøre med dine Træer og dine
Bøger og dit Arbeide for Menneskene og for Landet, uden fordi
du elsket mig. Jeg synes bare én Ting er alvorlig — at vi elsket
hverandre. Jeg synes alt, som ikke er vor Kjærlighed, er hæslig,
hæslig, hæslig. Hvad gjorde det, om vi blev ulykkelige til vor
inderste Sjæl, naar vi elsket hverandre? . . . Dengang du elsket
mig —. ikke nu du staar oppe i Skogen og længes — da følte
jeg Livet, det skjønne farlige Liv med Døden over sig. Da var
alting høitidelig og straalende. Da var alting lyst og fornuftig,
og jeg forstod alting — alting var mig kjært — dine Træer og
din Blyant, for alting var selvfølgelig og jublende ligegyldig uden
som tusen smaa glade Ting, der bare øget den vældige evige
Bølge, som bar os, de to eneste Mennesker i Verden" . . .
Saa taler clen store Eros, den Kjærlighed, som snart er
husvild i vor kolde, travle, fornuftige Verden. Men den, som siger
disse Ord, dømmer ikke; hun sørger, hun fortviler over sin
uoprettelig forspildte Lykke. Hun anklager ikke sin gode, brave,
forelskede Mand: „Det er jo ikke din Skyld, Erling." Han føler sig
fattig og liden overfor denne vilde Lidenskab. Han vidste ikke,
at dette fandtes. Og han vil „rive Vingerne af den vilde
Fuglen paa Tomten af deres brændte Hus". Men heller ikke det
kan han, thi hans Kjærlighed har gjort ham svag.
Mindst kunde det falde hende ind at bøie sig for det, man
stiller iveien for hende, og høitidelig kalder Livets Love. Hun
kjender Loven for sit Liv og det er hende nok.
Men hun prøver den siste Chance. Hun nærmer sig den
Mand, som engang før, ham selv uafvidende, greb ind i hendes
Skjæbne — Hartvig Hadeln. Hun har endnu et angstfuldt Haab om,
at Erling skal forvandle sig til Guden, han engang var. Og hun
klamrer sig til den vankelmodige, livsrædde Drømmer som den
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
