Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nils Collett Vogt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Siste Tidsrum 1890—1904.
Wergeland og Ibsen, — ja endog en Syttendemaisang har han
givet os.
Og paa Reisen hjem har han vundet større Klarhed, Ro,
Inderlighed. Han stormer ikke længer afsted i det Blaa for at
naa Idealets altid vigende Stjerne. Vi ser ham i en Række
Digte staa for os som den grublende Tilskuer. Livets brogede
Verden glider ham forbi, og han kalder Tingene til sig og giver
dem Navn — og lader dem fare igjen. Og i Betragtningens
Stilhed faar det svundne Liv. Minderne stiger af Graven og kalder
paa ham. Den lyse Dag vækker Drømme tillive, og først Natten
aabenbarer det Levendes Skikkelser. Alt fortoner sig i
Fjernhedens Stemningsdis, — blir finere, ligesom henaandet, med bløde
udflydende Omrids. Det er dette forandrede Syn paa Tingene,
Digteren beskriver i Ordene:
Før elsked jeg det sterke,
det stormende og vilde,
nu tror jeg, at jeg elsker mest
det fine og det stille.
Denne Stemning har faat fyldigst Udtryk i etpar Nokturner.
Han taler her om Maanenatten som „hellig overjordisk". Han
lytter til Maanestraalernes Musik som en længselssyg Sværmer.
Og han føler, at det, der vokser i hans Sind, er som Nattens
Blomster, de „taare-milde, smertens-hvide, sorgfuldt-stille".
I nær Sammenhæng riied disse Stemninger staar en Række
tanketunge Digte, som røber en angstfuld religiøs Følelse, den vi
ikke ventede at møde hos den glade Hedning, som to Aar tidligere
satte de græske Guder saa høit over hin „mystisk-blege, forraadte
Skikkelse fra Galilæa". Digteren er stanset af de evige
Spørsmaal. Dem ænsede han ikke før, men nu melder de sig og
kræver Svar. De Drømmeslotte, han bygged i Ungdoms Letsind, er
ramlet overende som Barnets skrøbelige Korthus. Han ser ikke
længer Livets Træ som en himmelhøi gylden-grøii Palme i hvis
Krones Skygge Menneskene tumler sig som glade Vilddyr. Jorden
hviler paa et Dyb af Mørke, af Sorg, af Kummer.
Der stiger mumlende en Flod.
Hvad er dens Udspring: Graad og Blod.
Selv staar jeg naglet til dens Bred
i Kval og Stumhed, hvid og ræd.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
