Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nils Collett Vogt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
152 Siste Tidsrum 1890—1904.
Og bryder ensom jeg det nu,
saa er det, tænker jeg, fordi
jeg Livet elsked altfor høit
og revet fra den bene Sti
blev af saa stride Strømme.
Den, som ei elsked og for vild,
hvad fatter han af Livets Spil?
Blot et han kan: At dømme! —
Har jeg en Helt, da er det ham,
som Svinemask i fremmed Land
blandt Lurv og Rak og Skjøger aad,
om og det kosted Graad.
Hvem var saa ung! Lig Safter steg
dybt i hans Sjæl hvert Vaarens Haab,
og mangen fredløs Nat det var,
som drev et fjærnt og mystisk Raab
ham mod det ubekjendte.
I Trods han løb fra Far og Mor
at prøve ondt og godt paa Jord,
den Jord, som nys ham brændte.
Alt prøved han . . . Tilsidst han vandt
saa stort, at Far af Glæde skjalv
og slagtet ham en kalv.
COLLETT VOGTS siste Arbeider er: „Harriet Buch" (1902)^
„Mennesker" (1903) og „Frå Kristiania" (1904). Det første er en
Fortælling, som skildrer en ung Piges Liv gjennem hendes triste
Barndom og videre, indtil hun har kjæmpet sig gjennem Ungdommens
Forvildelser og Illusioner. Digteren viser ogsaa her sin
indtrængende Forstaaelse af et Barns Lidelser og Sorger. Men iøvrigt
kan denne Novelle hverken fra Formens eller Indholdets Side
maale sig med „Familiens Sorg".
De bedste Stykker i „Mennesker" er ogsaa Skildringer af,,
hvad der foregaar i Barnesjælens hemmelighedsfulde Dybder.
Saavel i „Trold" som i „Paradisets Have" og „Frihedens Ørne"
er Motivet det samme : det kyske, tiegoistiske, brændende og
be-geistrede Barnesind stillet op i Modsætning til Samfundsmenneskenes
lumre, lyssky Verdslighed. I flere af disse Skildringer er vor
gamle Ven Hans Witt fra „Familiens Sorg" Hovedpersonen —
og igrunden er det ham, som gaar igjen i dem alle. Saaledes er
han u tvilsomt identisk med Eilif Bratt i Skuespillet „To
Mennesker", — en umandig, forskræmt, nervøs Fantast, som alt i ét
snubler over sin egen Skygge. Dette lille Drama er skrevet med
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
