Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Gabriel Finne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
164 Siste Tidsrum 1890—1904.
lige er Studier over det syge Sinds Psykologi. I „Rachel"
møder vi atter Forældres Haardhjertethed og Ondskab og
Barndomshjemmets Uhygge og Elende som forklarende Grund til de
skildrede Personers mangehaande Gjenvordigheder i Livet.
Imidlertid kan alt det ikke undskylde den Ting, at Hovedpersonen,
Enevold Bader, er en temmelig reduceret og nichtswürdig Person.
Og naar han som en ny Timon stadig bryder ud i vilde,
hadefulde Anklager mod den samlede Menneskehed, har vi lidt
vanskeligt for at bære over med ham.
Af endnu ringere Kaliber er Emanuel Daah i Novellen af dette
Navn (trykt i Samtiden, Juli 95). En Helt af den allerbedrøveligste
Skikkelse, rent faldefærdig af Forkommenhed og Dybtsunkenhed.
Han er en fattig forpjusket Latinskolelærer, som lader sig forføre
af en forlokkende Landhandlermadam. Af Skræk for hendes Mand
rømmer han sin Vei; og efter etpar Dage, i Løbet af hvilke
han — et Bytte for angstfulde Grublerier over Fremtiden —
forfølges af de aller usandsynligste Ulykker, begaar han
Selvmord.
„I Afgrunden" er en let tildækket Jeg-Fortælling, — en moderne
Variant af Parabelen om den forlorne Søn, som henlever sine Dage
blandt Skjøger og Svirebrødre og andet Udskud og synker ned
til at æde Mask med Svinene, indtil han vækkes til Haab om nye
Livsmuligheder og Vilje til Bod og Bedring. Denne Bog er
Digterens ufærdigste og formløseste Verk, — den falder fra
hinanden i løst forbundne Brudstykker. Men etpar af disse maa
regnes til FINNES ypperste Prosa. „I Afgrunden" er en Række
Hogarthske Billeder fra Lastens og Fortabthedens Helvede — af
et i norsk Litteratur uovertruffet uhyggeligt og dødssørgmodigt
Virkelighedspræg.
Det novellistiske Apparat i disse mørke Livsbilleder dækker
kun ufuldkomment over det Fond af vild, opreven Følelse, af indre
tærende Glød, som er deres Udspring: — en fortvilet Sjæl, som
hulker ud sin Ensomheds Angst, sin Rædsel for Menneskene, sin
ubodelige Hjælpeløshed ligeoverfor det evindelig fjerne,
overmægtige, larmende Liv.
Denne ene Stemning er det, som har fundet Ord i det Digt,
der blev GABRIEL FINNES siste:
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
