Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sigbjørn Obstfelder
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
170 Siste Tidsrum 1890—1904.
Blandt Digtene er ét forunderligt og uforglemmeligt ved sin
dybe og inderlige Menneskelighed. Det heder „Navnløs" og er
en Nattestemning fra en stor By. I stilfærdige Ord og enkle
Rytmer stiger det langsomt til et Billede af den nedknugende
Angstfølelse, den fortvilede Forladthedens og Ensomhedens Vaande,
der pludselig kan overfalde den folkesky og livsrædde Grubler, som
helst tænker paa, at han er fremmed og landflygtig her paa Jorden.
Saa møder han et andet fortabt Menneskevæsen, en brændemærket
Paria, som flakker om i samme fattige Hjemløshed ...
Mørkets taage sænker sig over trær, over plæner,
bladene har ingen farver, græsset har intet grønt.
Lygternes blus er mørkets gule pupiller —
gule pupiller, som vider sig ud saa sælsomt.
Ingen er der, som ler eller sukker i parkens gange.
Jeg hoster. Min hosten lyder som spøgelseharken.
Jeg gaar. Mine skridt er som spøgelseskridt.
Men i parkens mørkeste gang, hvor lygter ei brænder,
sidder skjult mellem trær paa en ensom bænk en skjøge.
Der er slør for de blege kinder, sort slør —
bag det sorte slør er der øine, som sælsomt glimter.
Og jeg gribes af en vemodig, natlig glæde,
ved at møde i mørket, i den døde nat, et menneske.
Jeg sætter mig ned stille, drar sløret tilside taust,
nærmer mine øine til hendes, min sjæl til hendes.
Lydløst daler nogle blade.
Varsomt lægger jeg øret til hendes hjerte . . .
Og brister i graat, graater i hendes kolde hansker,
graater og graater, og ved ikke, hvorfor jeg graater.
Hun støder mig ikke bort.
Hun tørrer mine øine nænsomt.
Og jeg griber hendes hænder i angstfuldt tungsind
og ber hende gjemme mig, gjemme mig, gjemme mig.
Mørkets taage sænker sig over trær, over sjæle.
Løvet har ingen farver, græsset intet grønt.
Men i taagen daler lydløst sorte blade.
og i mørket sidder skjult paa en ensom bænk en navnløs,
og gjemmer ved det hede bryst en sygs ansigt,
og gjemmer i de myge hænder en ræds øine,
og ingen uden Gud hører hans saare hulken,
og ingen uden Gud hører hendes trøstende hvisken.
Vi mindes fjernt hin Scene i vor Tids største Roman, hvor
Raskolnikov knæler for Sonja. Gjennem disse Verslinjer føles
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
