Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Arne Dybfest
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Arne Dyb fest.
en Klippegrotte ved det aabne Hav. Som Prøve paa Stiltonen
skal jeg citere lidt af Novellens siste Sider.
Da saa han bag de vaade Ruder hendes Øine stirre paa sig. Og bag det vaade Glas
lyste hendes Øine som grønne Gløder, og hendes Ansigt var sort og grønt som irret Kobber.
Skjønt han havde ventet hende, var det dog som en Angst greb ham. Det var ligesom et af de
Nattens Syn stod for ham, der bragte Bud fra Døde.
Sagte aabner han Vinduet.
— Kommer du! hvisker hun og griber hans Haand.
— Ja, ja! hvisker han tilbage. Han gaar ind i Værelset efter en Kappe.
— Kommer du, kommer du?
— Ja, ja — jeg kommer.
Og han kaster Kappen om sig og gaar ud gjennem Vinduet . . .
Sagte lister de sig opover, hun foran, holdende hans Haand, han efter, bøiet, snublende i
Stene; det er ligesom han blir ledet et Sted mod sin Vilje. Stormen pisker hendes Skjørter op
i hans Ansigt, og hans Kappe flagrer . . . Gjennem Regnet, der driver ham i Ansigtet, ser
han Bugten ligge der skummende hvid af den hærjende Storm. Men Landet er sort som
Himmelen selv. Huset og dets Lys har tabt sig i Mørket. — — — Og det -gaar opover, altid
opover. Skridt for Skridt kjæmper de sig frem, hun foran, langt foran, han efter, ligesom
draget i en Lænke. Han ved ei, hvor Veien gaar; blindt følger han efter. Det er ingen Tid
til at tænke. Han vilde have fulgt hende, om det var et Flammehav, hun ledte ham imod ....
Det er som Havets umaadelige, navnløse Lyd gjør dem stumme. Han synes at ane det
stort der ind gjennem Mørket. Han ser, hvor det skummer hvidt der nedenunder dem, han
ser, hvordan Bølgerygge, lysende af Morild, fosser ind over Fjeldet. Der blir noget
spøgelsesagtigt, noget overnaturligt i denne Magt, der har Evne til at trænge ind gjennem hver en Pore
saa man føler sig ét med det og med alt om sig.
. . . Han faar Øie paa noget sort, et Hul i Fjeldvæggen, der synes at vide sig ud til en
Hule. Det er kun nogle faa Fod fra den hvide Brænding. Tang og Tåre ligger der sort og
skinnende, Muslinger knuses under deres Fødder, hans Fod glider, han har traadt paa en
Søstjerne, han glider nok en Gang, og han føler Manæternes slimede Masse under sig. Og
Stormen og Havet staar paa med umaadeligt Vælde.
— Her siger hun, ligesom glad over endelig at være naaet frem.
— Her? spørger han og stanser. Der er noget dirrende i hans Stemme; han skjælver
af Kulde". — —
I dette Øieblik gyser han for det halvt sindssyge, halvt dæmoniske
Væsen. Men hun er den sterkeste. Hun tager ham paa sine
Arme som et lidet Barn og bærer ham ind i Grotten.
I denne Skildring har vi den hele ARNE DYBFEST . . .
Fantasten, Drømmeren med den umaadelige Længsel, Mystikeren, som
beruser sig i Havsusets vilde Orgeltoner, den lidenskabelige Digter,
hvis rytmisk bølgende Prosa er en eneste Sang om Kvinden og
Kjærligheden. Til ham kom hvert sterkt Indtryk som en
skræmmende, angstfuld Hallucination eller som en forjættende
Skjønheds–drøm om fjern navnløs Lykke. Ingen af vore Digtere har følt
Virkeligheden mere intenst end denne enkle, oprindelige Seer, der
følgende sine dunkle Indskydelser jog med Feberhast en tidlig Død
imøde . . . beruset af sig selv og den hele underlige Verden.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
