- Project Runeberg -  Illustreret norsk Litteraturhistorie. Siste Tidsrum 1890-1904 /
206

(1905) [MARC] Author: Carl Nærup
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Vilhelm Krag

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

206 Sidste Tidsrum 1890—1904.

Og tiden, den sniger sig langsomt forbi mig,
og timerne vandrer at grave min grav.
Jeg tør ikke tænke — jeg tør ikke leve.
Tør ikke dø!

Og Samlingens bedste og ejendommeligste Vers er de, man
kunde kalde det trætte Barns Sange. Alt i dem aander Undren
og Længsel:

Dig vier jeg mine tungeste sange,

du barn, med de trætte øine.
Livet har ei tat paa dig med vare hænder,

og din sjæl blev gammel i din barndom.

Dine bryn hvælver sig i vemod,

dit blik er saa bedrøvet,
og din mund har et smil med uendeligt tungsind.

Dette Barn er bange for Livet og for den lyse Dag. Det
gribes ikke af Vaarens vilde Jubel, men beruser sig i Maanenattens
Syner og Drømme:

Det er nat saa vide over vei og vang,
det er stilt i veiret; men dog er det klang
som fra maanestraalers fineste strenge.
Hvor underligt at sidde saa ene og forladt . . .
Gad vidst, om det ei er slig mailys en nat
alverne danser over enge ?

Og de erotiske Stemninger, som findes blandt disse Poesier,
har noget af det samme henaandede, usanselige over sig. De
gjennemsitres af en stille Henrykkelsens Glød, en vag vemodig
Mystik, som intet har med vor Støvets og Stoffets Verden at gjøre.
Ingen Ord eller Billeder tolker bedre den skjære Tone i disse
Vers end Digterens egne:

Den sarteste, vage musik den klinger i dine sange:
døgnfluevingers susen i natteblød luft,
jasmindufts rislen gjennem rosenblade
og stjerneskins sagte Synken i blankbløde vande.

Mere jordisk varmt, ja næsten mandigt er det stolte Digt
„Min Maidags Brud", som afslutter Samlingen.

En let, jeg kunde næsten sige lys Melankoli er
Grundstemningen i disse Digte. Men her findes ogsaa Poesier fulde af
Mørke-sternning og Uhygge. Til Exempel det lille Høstdigt, hvis første
Vers lyder:

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Wed Dec 20 19:55:28 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/ilnolih2/0232.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free