Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Vilhelm Krag - Hans E. Kinck
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
214 Siste Tidsrum 1890—1904.
Ustanselig skifter de farve, sølv og guld og dystert purpur. Og
rosenlænken ser jeg overalt — den smyger sig ind hist, den
slynger sig frem her. — Men lænken dernede er ikke af unge
røde roser, nei! den er af tunge, bitre blodsdraaber, som binder
synd til sorg og menneskehjerte til menneskehjerte . . . Og tilslut
slukiier alle lys og alle farver, og der er ingen dans mere og
ingen leg mere. Bare stjerner, som brænder urokkelige ude i
evigheden."
HANS ERNST KINCK *) debuterede i 1892 med
Vestlandsbilledet ., Huldren", en Fortælling om en stakkars uægtefødt,
forpjusket Halvtomsing, hvis Liv vi følger fra han i Barneaarene
pines og plages af Kameraterne, til han efter mange
Viderværdigheder dør som Graver i sin Hjembygd. Det var en Studie i
Naturalismens Manér, halvt inspireret af Medlidenhed med et
Samfundets Stedbarn, halvt af psykologisk Interesse for et dulgt, lidt
abnormt Sjæleliv; — en Menneskeskildring, rig paa
Førstehaands-lagttagelser som en Bog af Jens Tvedt, men uden dennes Gemyt
og helt blottet for det milde medmenneskelige Humor, der hos ham
kaster glade blinkende Solstreif selv over den usseligste
Hverdags-tilværelse. Men i én Henseende stod den nye Digter paa Høide
med Jens Tvedt, nemlig som Sprogkunstner. Her var en
Glose-rigdom, en Fylde af slaaende, fyndige og malende Udtryk, en
imponerende Vrimmel af Dialektord og en forbitret og uhyggelig
Konsekvens i Retskrivningen, som røbede Filologen. Dog ogsaa
i Sproget noget steilt og knapt, der syntes at være karakteristisk
for denne Skribent.
Som en Mester i den objektive Menneskeskildring fremtræder
KINCK allerede i sin næste Bog, den djærve og formfaste
Vest-landsroman „Ungt Folk" (1893). Her har han afkastet
Medlidenheden og naaet den perspektiviske Fjernhed fra Emnet og den
fuldkomne Selvbeherskelse, som omsætter Stemninger og lagt-
Født ii. Oktober 1865 i Loppen, Finmarken; vokset op i Sætersdalen, senere i
Hardanger. Studerede Filologi og erhvervede en Universitetspris for en Afhandling om
Forholdet mellem Folkeviserne og Eddakvadene. Efter Udgivelsen af „Huldren" har Kinck
levet udelukkende for sin Kunst. Som Student tilbragte han en Tid i Tyskland.
Vinteren 93—94 i Paris; 96—1903 for det meste i Italien, om hvilket Land han har skrevet en
Mængde Artikler og Essays — et Udvalg af disse samlet i Skriftet „Italienere" (1904).
Hans E.
Kinck.
„Ungt Folk".
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
