Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Hans E. Kinck
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
216 Siste Tidsrum 1890—1904.
Eventyrpoet:, en marereden Drømmer og Visionær, som besætter
Landskabet og fylder Skogen, Fjeldet og Sjøen med menneskelig
Lidelse og Lidenskab . . . Den Grundstemning, ud af hvilken
denne Bog er skreven, maa have været en lignende som den, han
skildrer hos Tore Botn:
Sindet var som rummet mellem himmel og jord, med vanvittig drift
av slitnede skyer om fjældnut — uden maal, uden samlende haand.
Og lidt efter lidt var det, som alt pressed sig sammen til en laat, som
fik hele verden til at skjælve, som skuten skalv; det var en laat, som laa
saa langt bortenfor kvældsgulets vift i lyng og i pors, bortenfor varme
sjøers hvisk op i solstegt sand, — ja saa langt, saa langt bortenfor alt det,
at der fandtes ikke andre mennesker uden ham, som skjønte det. Det var
et rop indfra inderste luften, det var et støn nedfra dybeste fjældet, det var
et brøl ud fra ytterste sjøkam, som brast.
De udhævede Linjer karakteriserer godt det Jag af dunkle
Billeder, af forvirrende Ord, af vilde Syner . . . som fylder disse
Eventyr.
Som nu denne Skildring af et dansende Par:
Sutt — dam — du —
aa sutt — dam — du
det var tomme fang, det var øier i tørst, det var læber i brand, som gav
iltre sprætt i foden; sorg som skratlo, glæde som graat! — der stod et
veir fra det, saa felen bortpaa brake-haugen var ingenting.
„Ha du lauga i iskaldt vatn?" spurgte hun og stirrecl.
„Ka meina du —?" så han langt og vilde stanse.
„Ha du lauga i iskaldt vatn?" kom det igjen . . .
Saa danser den vilde Torbjør med Svein — den falske Beiler,
som hun har lokket bort fra Konen — danser med ham, til han
stanser forfærdet lige udfor Berghammeren over Fjorden, der
ligger ildrød i Skinnet af Brake-Baalene. Thi Torbjor er selve
den uimodstaaelige Kvindedæmon, den inkarnerede Naturmagt,
„høiere end noget Menneske, høiere end selve Skogen; — og
Smil gled over Ansigtet hendes som Lyn langt ud i Havet en
Høstnat."
Samme Vildskab og Ødelæggelseslyst, samme ustyrlige
Strid-sind er der over Tore Botn, — han som river jernbeslagne Porte
af Hængslerne, sætter Skulderen til Vedstabler og seiler sin Skude
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
