Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Hans E. Kinck
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
bygakren — han kom ud igjen med et helt knippe korn mellem de
sammenklemte sinte ben; det bar over næpesængen — han hugg næven arg i
græsset, saa en svær næpe fulgte med op; det nytted ingenting, det bare
bar videre.
... ...
Lisle Taddak styrte nedpaa krakken, stanged lige i den med skallen.
Det gik kant om kant med ham og krakken; han hadde kløvet panden, saa
blodet silte nedover kind og næse. Han trev den ene krakkefoden, slæbte
den efter sig.
„De verte mykje paa vone, om han inkje slær seg," sa hun og flytted
sig i sængen.
„Mame!" illskrek det. „Kom ut mæ deg! ... halde denne krakkjen!"
Hun steg frem av sængen: ,,Du lyt’ akte baane, du Taddak, mæ eg
helde denne krakkjen." Hun la barnet op paa aaklæet til ham.
„Ma-a-me!" skrek det sint ud ved husvæggen.
Hun gik ud mod døren, hvilte lang stund paa hver fod, betænkt og
var ligesom hønen.
„Halskluten din!" ropte det fra sængen. „Æ du ’kje vetuge!" —
ingenting i verden var saa farligt for helsen som træk paa halsen! — —
Hun snudde, ledte efter kluten:
„De verte likast, du og kjeme, Taddak," sa hun.
... ...
„Ja, no begjyndar eg te kome eg og!" skrek Taddak under aaklæet
— han ledte frem en lang halsklut for at binde barnet.
Og Gamle Taddak i andre himle-sængen snudde paa sig —, de var
saa snøgge av sig i stuen! —
Hun steg, mens hun knød, over Taddak Oppigar’s ben, faldt
fremlænges ud i skaalen.
... ...
Hun gled ud. Hun trev i krakkefoden. Kalven maatte stanse.
Og Lisle Taddak spratt i veiret, med sinne-skum ud av munden,
ni-hujed paa kalven og peiste løs. Han stod og tungpusted med mulen i
bakken, kjendte efter naar han hadde faat peis nok.
... ...
Faren kom i det samme ud paa dørhellen, trev konen i stakken for
at hjælpe til at holde krakken.
Det skrek inde fra stuen; det var Store Gunild: „Hui-j! Baane heng’
ette halskluten! Hu i—j!"
Et saa enestaaende og vanskeligt Sprog, en Fantasi og et
Humor, saa dristig og særeget, og som tumler saa overgivent med
Menneskene kalder ikke netop paa det store Publikum. Der
skal adskilligt Arbeide til for at forstaa KINCK, og vore Dages
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
