Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Hans E. Kinck
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Hans E. Kinck; 225
Moen, der „hver Sans gyser for umaadelige Vinger" . . . ind i
en liden Stue, som lugter af Røg og solstegt Tømmer.
Herman Eck bryder med Tordis Hval og gifter sig med
Plads-jenten i Tømmerstuen. Han vil leve Dalens Liv. Faa Væggene
i hans Stuer hænger Aaklær og rosede Boller og paa Hjældene
gamle Sølvstøp. Selv sidder han bred og bondsk paa sit Kontor
i en svær udskaaren Kubbestol. Men saa hidsig han dyrker de
hjemlige Herligheder, og saa intimt han slutter sig til Dølerne —
han taaler dem ikke! De møder ham med blaaøiet smilende
Troskyldighed, med taarevaad Begeistring og Beundring, og saa viser
det sig, at de har skrevet hans Navn falsk og drevet ham lige
ud i Undergangen. Ja, han støder paa den troløse Dølenatur
i sit eget Hjem, — hans Hustru er ilag med Fienden. Inderst
inde føler Herman Ek sig selv beslegtet med Dølerne, — ogsaa i
ham findes den uhyggelige Blanding af Sværmer og Hestehandler.
Han er dybt præget af sin stemningsomtumlede Ungdomstid, da
Overbevisningerne kom til ham som Sus, uden Rod i hans Natur,
uden Handlings Bekræftelse . . . kort og godt, han slaar snart om.
Han jager Dølerne ud af sit Hus. Gjør et mægtigt Baal af
Aaklærne, Kubbestolen og de rosemalte Ølboller. Han vil splitte
Drømmesløret, som Dalen sover under, og fylder den med Fabriker
og alskens store larmende og rygende industrielle Anlæg. Vil
ikke Dølerne søge Arbeide hos ham og blive Fabrikproletarer,
saa skal de til Amerika! Han driver dem fra Gaard og Grund.
„Og fortjente de Skaansel? — havde de ikke langsomt trukket
ham ned til Bedrager!"
Men som han staar paa Toppen af sin Storhed, ramler det
hele sammen over Hovedet paa ham. Han falder som Offer for
Hadet, som ulmer mod ham overalt for hans brutale og troløse
Færd. Selv ser han i Nederlaget en Livets Dom. Han føler,
at han er faldt for egen Haand, — sig selv har han fortæret i
Kampen mod Dølerne. Han blev en Hugorm, et hvæsende,
stikkende Udyr, som ikke taalte at komme nær blide Sind. Og „det
er isnende at være sit eget Vardøger." For da bryder den frem,
den stille underlige Angst, som jager Menneskesindet ud i
Nidings-daadens Svir, ud i Ondskabens grumme Vellyst . . . Alt det i
15 — 111. norsk Litteraturhistorie III.
«
Hugormen."
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
