Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Hans E. Kinck
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Hans E. Kinck. 227
snak, som er offentlig Mening om Kunst i Norge. I
Titelfiguren har KINCK givet et ironisk fordækt Selvportræt; — det er
ægte Kincksk Satire i det afsluttende Træk i Hovedpersonens
Karakteristik, at han opgiver sin Kunst for at blive Direktør
ved et Sindssygeasyl. Gabriel Jahr vil „samle op dem, som er
klemt udenfor og gaar alene; blandt dem findes de eneste, som
har turdet være sig selv, — og paa det brast deres Hjerne." —
Christiania-Stemning er der ikke stort af i Bogen, og
Forfatter-og Journalist-Typer som Elias Lysne, Birger Seim, Burger osv.
gjør et besynderlig fjernt, uvirkeligt Indtryk. Bedst lyktes er de
komiske Figurer: Overmoralisten med de kolde „smaa
Fækar-Øine," Maleren med det vidunderlige Navn: Sjur Spanskteigen;
den vestlandske præstelige Stortingsmand, som paa Hjemveien fra
Parlamentet forvilder sig ned i de mindre pene Baggader. —
KINCK’S siste Bog „Emigranter", er atter en Vestlandsroman,
en Historie fra en liden bortgjemt Fjordbygd, men gjennem den
faar Digteren som før udtalt sin uærbødige Skjæmt og Spot over
mangehaande Landsens Tilstande. Og atter tegner han med bedsk
og bidende Haan nogle Portrætter af de forskjellige Kvaksalvere,
som lever af at ødelægge den norske Bondes Urinstinkter. Her møder
vi den kvindelige Kulturmissionær, som vil hæve Folket ved
Hjælp af Landsmaal og færøiske Folkedanse; Seminaristen
Melkeviig, glad, blond og lysøiet, kvædende dunkle Sange paa et
Maal saa ældgammelt, at det nærmed sig det germanske
Fællessprog ... og ^samtidig saa moderne smart, | at han kan sætte til
overflødige Nuller paa [Værdipapirer; og endelig Seminarbestyrer
Orrerød, fuld af præstelig Værdighed og Livsforstaaelse, den han
ufortrødent uddeler i Form af Foredrag om ind viklede j.Kjøns- og
Kulturspørgsmaal.f [Selvlhar Digteren formummet sig i den bidske,
overvittige, galdesyge Doktor Røst, som udøser sin Spleen i
endeløse Haranger over medmenneskelig Middelmaadighed og
Middels-klogskab. Han er flyttet fra Christiania, Byen med de
„guld-plomberte Anskuelser", hvor „selv Oldinger kan begaa de
skam-løseste Sprætt paa aabne Pladse,"uden at nogen skriger op eller
saameget som skogier!" Men i den vestlandske Afkrog kan han
rigtig udfolde sin Trang til at tumle med Mennesker og Ting, til
at skabe Vildnis og ufremkommelig Urskog rundt omkring sig.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
