Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Mons Lie
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Mons Lie.
247
raser mod Verdensordenen i sin Almindelighed. Han slynger de
vildeste Skjældsord og Forbandelser i Ansigtet paa den samlede
Menneskehed. Men det er ud fra en rent æstetisk eller artistisk
Harme. Han foragter Menneskene, fordi de bøier sig for de
vedtægtsmæssige moralske Værdier, — fordi de ikke forstaar, at Livets
Maal og Mening ligger i de store Passioner, i Rædselen, Ekstasen,
den hensynsløse
øieblikke-lige Udfoldelse af hver sterk
Følelse, hver magtfuld
Lidenskab; og at Kunsten er
Illusion, Ironi,, en lang
knaldende Spas, der skal stige
som en Raket og slukne i
en Regn af Stjerneskud høit
oppe i Himlens blaa
Uvirke-lighed.
Disse Tragedier er ren
Lyrik. Digteren har neppe
engang forsøgt paa at
individualisere sine Personer.
De taler alle det samme
monotone, uartikulerede, usikre
Sprog. Saavel „Sebastiano
di Ricardi" som „Lombardo
og Agrippina" og „Don
Juans Død" er Monologer,
som i en abstrakt, romantisk
Stil søger at udfolde den
store Passions eller den
sjeldne Skjæbnes Livsløb.
Og disse Monologer ender altid i det lyriske Skrig . . .
— Med den i 1901 udkomne Livsskildring „Sjøfareren" søger
MONS LIE tilbage til Novelleformen. Det er endnu ikke rigtig lyktes
ham. „Sjøfareren" minder for meget om de kaotiske
Skjæbne-dramaer. Men i den lille Roman „Adam Ravn" (1902) er Digteren
paa Høiden af sin Evne. Den tegner et Menneskes Livsløb —
forklaret ud af en hel, fuldtonende Stemning. Og denne Stem-
MONS LIE.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
