Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Johan Bojer
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Johan Bojer. 253
slider de sig frem til en eller anden Examen, hvis eneste Udbytte
i Regelen blir en halvfærdig Seminaristdannelse.
Hvor denne Udvikling fører hen, har Digteren med Zola’sk
Symbolik antydet i Romanens store Slutningseffekt. Her lader
han Baaden med Statsraaden, Redaktøren og Stortingsmanden —
den stakkars menige Bonde, som med Hud og Haar er opædt af
Politiken — drive lige i Fossestupet under fuld Musik fra
Ungdomsforeningens Orkester og Sangkor. Statsraaden og Redaktøren
faar reddet sig i siste Øieblik, men Bonden sluges af Fossen, mens
de begeistrede Ynglinge jubler ud:
Hvad du evnerj kast af
i de nærmeste Krav,
det skal bæres helt frem af en voksende Elv . . .
BOJERS næste Roman „Den evige Krig" (1899) staar paa
Grænsen mellem Journalistik og Kunst. Det er atter et fanatisk
Anklageskrift mod Politiken, vort Folks Pest og Fordærv. Allerede
paa Romanens første Sider, Skildringen af Sammenstødet mellem
den gamle konservative Waldemar Brandt og hans Søn,
Venstrepolitikeren, anslaar Digteren den Stemning af Ufred og Uhygge,
som holder sig hele Bogen igjennem. Faderens grænseløse
Bitterhed, hans kvalfulde Raseri ved Tanken paa, at Sønnen skal forraade
ham og Slegten, har en Tone af tragisk Patos. Og den Tone holdes,
til vi er færdig med siste Side af „Den evige Krig". Den politiske Strid
arter sig som en ren Hexesabat, som slipper løs alskens bestialske
Lyster og Lidenskaber hos næsten alle Bogens Personer. Den
beskedne Virkelighed, som ligger til Grund for Digterens Fantasier,
og som han har forvrænget ud i Pamflettens haanende Karikatur,
har faat eventyrlig eller, maaske rettere, europæisk store
Dimensioner. Men denne evindelige Overdrivelse virker tilslut
trættende ensformigt.
— Indledningen til „Moder Lea" (1900) giver som en Efterklang
af Digterens larmende Invektiver og Injurier mod Kraftpatrioter
og Friheds-Akrobater. Men ellers er denne Roman et lidt tørt og
anstrengt Læredigt om Jordens Rigdom og Arbeidets Lykke. Det
minder ikke saa lidet om Zola, — hans fantastiske Symbolisme
og nøgternt verdslige Moralisme har i JOHAN BOJER fundet en
talentfuld Adept.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
