Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nils Kjær
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
26o Siste Tidsrum 1890—1904.
løshed. Denne Opflammen i Morgenens Kulde. Denne Vælde i
Fornyelsen, og Nyhed i Gjentagelsen af Skabelsens Vidunder!
I Østvæggen af Klippeøen, høit over Havet, ligger den umaadelige
Mithras Hule, aaben mod Solens første Straaler. Der var engang
Mennesker, hvidklædte Mennesker, som mødte Dagen med Hymner, medens de
holdt Skaaler med varmt Blod op mod dens Luer. Men i Hundreder af
Aar har Hulen staat tom, og Lysets Alter ligger paa Bunden af Havet,
og det er ikke Menneskestemmerne, men de døde Klipper, som klinger
mod Solopgangen, det er Stenene, som taler.
Men ingen Ø er i Solens Vold som denne. Den staar selv rankt op
af Havet som et evigt Alter for den lyseste Gud. Med Myrter og Druer.
Omfraadet af en Lysflod, som trænger ind i dens Kløfter og Grotter og
funkler derinde i eventyrlige, prismebrudte Farver; med Kobberglød i
Skræterne, med blændende Kridtglans i alle Husvæggene, med svalt
Hav-bundslys under Rankeverket i Vinhaverne — dette er Soløen!
Med Skuespillet „Regnskabets Dag" (1902) debuterede NILS
KJÆR som skjønlitterær Forfatter. Stykket hører til vor nyere
Litteraturs mærkeligste Verker. Trods sin skarpe, spottende Form
er det udsprunget af et mildt, uforbitret Sind. Dets dybeste
Stemning er vemodig Erkjendelsesglæde . . . Kunstnerens halvt
grusomme, halvt medlidende Lyst ved at se det uafvendelige
fuldbyrdes.
„Regnskabets Dag" er en dramatisk Capriccio, en Illusionens
Leg med menneskelignende Skygger og Skyggebilleder mer end
et Drama om Karakterers Udfoldelse og Udvikling; — en
Aforisti-kers Enetale opløst i en Gnistregn af blinkende Strøtanker. Stykket
handler om en Mand, for hvem alt styrter sammen, men som har
den særegne Sindsoverlegenhed at kunne triumfere midt i
Ødelæggelsens Vederstyggelighed. Hans herskende Gemytsbeskaffenhed
er udtrykt i de Giordano Bruno’ske Ord: In tristitia hilaris, in
hilaritate tristis, hvilke er udlagt: glad, naar Sorgerne trykker,
bedrøvet, naar Glæden er over ham.
Dog intet er utvilsomt i dette Stykke uden dets afvisende,
ironiske Stemning. Digteren har ingen ny, overraskende Livsvisdom
at byde paa, — ei heller lider han af nogen Trang til
Meningsfæller. Naar hans Hovedperson siger: Jeg spreder Usikkerhed,
Jeg opflammer til Vankelmod ... saa er det, fordi han elsker Til
fældet, Lykkeslumpen, den blinde og gode Skjæbne. Han bryr sig
ikke om Menneskene, uden de er i Uskyldighedsstanden, — uhin-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
