Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Andreas Haukland
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
202 Siste Tidsrum 1890—1904.
(1902—05) som en af Hamsun sterkt paavirket lyrisk Fortæller.
Det bedste i hans Bog er de pragtfulde Stemninger og Ordmalerier:
Billederne af glitrende, lystindrende Soldage, af lysglødende mystiske
Sommernætter, af skinnende, nordlysflammende Vinter. Men hvad
der hidtil har vakt mest Opsigt, er dens brutalt oprigtige
og ublufærdige Sensualisme. Eventyrverdenen dernord har
Digteren fremstillet som Urhjemmet for alle lodne Fauner. Der
optræder en Filosof i Romanen. Han minder noget om den
landstrygende Grubler og Anarkist, som Maksim Gorki saa ofte har
skildret paa sit sterke og sindrige Sprog. Denne Naturens Søn siger
etsteds : „Jeg maatte herop . . Herop, hvor Elskoven er sterk og sund.
Og hvor Glæden er raa og dyb. Ja, Raaheden! Naar den
svinder, da svinder Livet . . Raaheden alene kjender Livsglæden . . .
Der er gement blandt Menneskene, hvor -Dyden raader. Dyden
er Dannelsens Surrogat for Uskylden. Uskylden er raa og
oprindelig".
Og det maa man lade Digteren, der er intet tilslørende eller
antydende Pikanteri ved hans Udmalinger af Sanselivets Glæder.
Han bruger Almuens grove, aabne Ord.
Menneskeskildringen i „Ol-Jørgen" er mest Staffage. Ikke
engang Hovedpersonen faar vi noget nøiere Kjendskab til. Han
fortoner sig som en ubestemmelig lyrisk Skikkelse, fuld af digterisk
Trods og Had og L}7kkehigen. Der er mer af gammel Romantik
end af moderne Virkelighed over denne Type. Ligesom der
idethele er mer af Litteratur end af umiddelbar Livserfaring i de tre
Fjerdedele af Romanen.
Men hvilken Fantasi hos denne Digter! Som han kan give
en Vinternats Stemning:
Dyb blaa laa sænkningen mellem bakkerne . . bakkekamnierne glitred
som sølv. Her og der stod et træ og strakte grenene som spøgelseagtige,
tynde arme ud over det blaa dyb. Og skogen stod sort og rammed ind
de hvide enge ....
Afstandene skrumped ind. Det blev saa kort mellem gaardene. De
laa sorte og krøb sammen som dyr, og mennesker krøb sammen under
den vældige nat. Og ud fra de sorte skoge stønned det hult og jamred,
og det suste nu og da som vældige vinger gjennem baret. Vandene, som
lagde sig, trak de siste aandedrag med lyde, der rulled som skrækslagne
dyrs tunge brøl mellem fjeld og aaser og de stønnende trær. Og de store
ugler skreg sit uhu! fra aasen. Og fjeldet svared mørkt og truende: uhu!
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
