Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Første tidsrum. 900—1300. Den norrøne literatur - «Den ældre Edda»
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Den islandske literaturhistoriker Finnur Jónsson har i det nys
udkomne første bind af sin «Den Oldnorske og oldislandske litteraturs
historie» hævdet dette med megen styrke, paa samme tid som han
hævder, at størsteparten af Eddakvadene maa være bleven digtede
i Norge og kun nogle faa paa Grønland og Island. Han søger at
udlede Eddadigtningen af givne norske historiske forhold, og han
gjør det paa en maade, der synes særdeles tiltalende.
Efterat Harald Haarfagre havde erobret Norge, fulgte der en
ca. 40-aarig periode (ca. 880—ca. 920) af en udpræget fredelig
karakter. «Denne tid har man efter min mening en særlig
berettigelse til at fremhæve og nøje lægge mærke til. Den har
en meget stor litterær betydning. Ligeledes synes årene 935—50
at have en vis betydning i så henseende.» Som bekjendt blev
kristendommen indført paa Island uden nogen kamp; modsætningerne
mellem den gamle og den nye tro var der ingenlunde udprægede.
I Norge kostede kristendommens indførelse derimod langvarige
kampe og meget blod. Den gamle tro havde her ivrige tilhængere,
paa samme tid som ligegyldigheden og den nye lære ogsaa her
dukkede hovedet op. Det nye kongedømme forholdt sig fra første
færd af ligegyldig. Harald Haarfagre synes at have været
ligegyldig. Erik Blodøkse gik over til kristendommen efter at være
kommet over til England; Haakon den gode var bleven opdraget i
den kristne tro hos kong Adelsten, og efter at have opgivet sit
mislykkede forsøg paa at indføre kristendommen i sit rige vedblev
han i sindet at være kristen, selv om han i skindet var nødt til at
optræde som asadyrker. Erikssønnerne blandede sig ikke i de
religiøse tvistigheder med synderlig iver. Kun Haakon jarl var en
ivrig asadyrker, der forsøgte at bringe den gamle tro til ære og
værdighed paany. «Men Håkon jarl’s forsøg var kun forbigående
og blev uden væsentlige følger. Det var hedenskabets sidste forsøg
på at hævde sig, dets sidste kraftanstrængelse — lige før
dødskampen begyndte. — Det er klart, at det eksempel, som således
udgik fra landets øverste styrere, kongerne, ikke kunde undlade at
bestyrke og fremme den ligegyldighed, som allerede var vågnet
hos mange, og vække den hos andre. Frafaldet fra den gamle
tro måtte stadig udbrede sig i stedse videre kredse, med en
stadig voksende hurtighed, eftersom tiden gik. — På den anden
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
