Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Første tidsrum. 900—1300. Den norrøne literatur - «Den ældre Edda»
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
der gaar under navnet Hávamál, i en fortløbende rækkefølge, altsaa
som en enkelt frembringelse; men den filologisk-literære kritik har
opløst det i to selvstændige dele, og de nyeste undersøgelser er
endog komne til det resultat, at man her staar overfor ikke blot
to, men hele fem selvstændige frembringelser, der ikke har andet
tilfælles, end at de alle er «den høies tale».
I denne samling digte er den norrøne livs- og verdensvisdom
nedlagt i form af fyndige tankesprog, og «denne visdoms ophav
henførtes naturligvis til den viseste gud, til Odin selv. Han
betragtedes som dens fader og giver; fra ham havde menneskeheden fået
den. Odin antoges at være i besiddelse af alle kunster og idrætter:
«Af ham lærte de alle idrætterne [åndelige som legemlige], ti han
var den første, der kunde dem alle og flere end nogen anden....
Han forstod at omskabe sig til alle skikkelser. Han talte så kraftig
og flydende, at alle, som hørte derpå, syntes, at kun hvad han
sagde, var sandt. Hans ord var alle rimede, ligesom det vi nu
kalder for skjaldskab» (Snorre: Heimskringla). Han kunde
alleslags runer og galdre og var den første lovgiver. Han var saaledes
vismanden fremfor alle andre, den eneste virkelige over alle andre
stående og alle jordiske vismænd beskyttende og visdomsgivende
gud» (Finnur Jónsson).
Det første digt i samlingen er baade det omfangsrigeste og det
betydeligste; det udgjør næsten halvparten af den hele samling.
Odin optræder her — og ofte ellers — som en reisende mand, der
kommer til en gaard for at søge gjæstevenskab. Han bliver vei
modtaget, og saa begynder han til tak at fremsætte sine leveregler.
Det er naturligt, at han tager sit udgangspunkt i gjæstevenskabet.
Hvad der bør ydes gjæsten, og hvad der kan fordres af gjæsten,
er først og fremst gjenstand for «den høies tale». Det bedste, en
gjæst kan føre med sig, er beskedenhed (tilbageholdenhed) og
klogskab.
«Bedre byrde
bærer ei mand paa vei
end meget mandevid.
Bedre end rigdom
det tykkes paa fremmed sted.
Det er den fattiges frelse.»
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
