Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Første tidsrum. 900—1300. Den norrøne literatur - «Den ældre Edda» - Skaldepoesien
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Den bedste kritiske udgave af den ældre Edda er besørget af
professor Sophus Bugge under titelen: «Norroen Fornkvæði.
Islandsk Samling af folkelige Oldtidsdigte om Nordens Guder og Heroer,
almindelig kaldet Sæmundar Edda hins fróða» (Kr.a 1867). Paa
grundlag af dette værk besørgede Svend Grundtvig en haandudgave
(Kjøbenhavn 1868). En for sin tid fortræffelig oversættelse leverede
den danske professor Finn Magnusen i begyndelsen af tyveaarene.
Den udgjør fire bind og var rigt forsynet med kommentarer og
oplysende anmærkninger. En nyere dansk oversættelse er H. G.
Møller’s (Kbh. 1870), og den aller nyeste udgives fortiden af den
danske digter Karl Gjellerup. Ogsaa paa svensk haves der
oversættelser — for ikke at tale om oversættelser til fremmede sprog.
Samtidig med Eddadigtningen tog skaldepoesien sin begyndelse.
Den havde ogsaa sin oprindelige hjemstavn i Norge, særlig i det
vestenfjeldske og netop i de egne, hvorfra Island blev befolket.
Skaldskab nød allerede paa Harald Haarfagre’s tid stor anseelse;
det nye kongedømme satte pris paa at blive forherliget af digterne
og omgivet med en poetisk glorie. Det senere saa foragtede og
spottede folkefærd, som gaar under navnet «hofpoeter», indtog
dengang en meget æret og fremskudt plads i kongens nærmeste
omgivelser. Og det blev ikke anderledes under de følgende konger.
Sansen for skaldskab vedblev at være lige levende; om flere af
kongerne ved man, at de selv dyrkede kunsten med fremragende
dygtighed paa samme tid, som de med aabne arme modtog skalde,
der kom til deres hof.
Der skede imidlertid temmelig tidlig den forandring, at
nordmændene selv trak sig tilbage fra udøvelsen af skaldekunsten og
overlod den saagodtsom helt og holdent til islænderne. Kun de
ældste skalde er derfor nordmænd; alle de senere, der har krav
paa at nævnes, er islændere.
Grunden til denne kjendsgjerning er det ikke saa let at
forklare paa en fyldestgjørende maade. Den vigtigste aarsag maa vel
være det store folketab, som udflytningen til Island bevirkede netop
i de landsdele, hvor skaldskabet havde sit egentlige hjem. Det
var i gamle dage med skaldskab som med saa mange andre
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
