Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Første tidsrum. 900—1300. Den norrøne literatur - Stilen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Den norrøne skaldedigtnings stil og form fortjener særlig omtale.
Den er som bekjendt yderst forskjellig fra den poesi, et modernt
publikum er vant til. En almindelig nutidslæser vil forstaa lidet
eller intet af denne digtning, selv om den er oversat paa det sprog,
han selv taler. Stilen er nemlig i den grad kunstig og forudsætter et
saa intimt kjendskab til de gamle nordboeres mythiske forestillinger,
at forstaaelsen nu for tiden kræver et grundig videnskabeligt
forstudium, og for den, som ikke har dette, bliver det hele hebraisk,
saafremt han ikke vil stave sig møisommelig frem ved hjælp af
kommentarer og oplysende anmærkninger.
Skaldepoesien er nemlig saa langt som vel muligt fra at være et
umiddelbart udbrud af en poetisk stemning, saaledes som folkepoesien.
Den er ikke blot kunstdigtning, men endog en yderst kunstig eller
kunstlet digtning. Man har i romansk literatur noget, som heder
gongorisme, estilo culte. Det var en affekteret stilistisk
overlæsselse, der aldrig kunde nævne en ting med dens rette navn,
men altid betjente sig af omskrivninger, jo mere søgte og langt
bortliggende, desto bedre. I Frankrig, hvor denne unatur blev
indført fra Spanien og Italien, blev den grundig latterliggjort af
Molière, hvis sunde komiske sans fandt det hele væsen yderst
latterligt og derfor ogsaa drev gjøn med det af hjertens lyst. Den norrøne
skaldepoesi kunde ogsaa have trængt en Molière; thi den
havde ogsaa sin gongorisme, sin estilo culte, og det i en saa
udpræget grad, at den er enestaaende i verdensliteraturens historie.
Molière’s «Latterlige snerper» udtrykker sig vistnok morsommere,
men ikke mere kunstig end de gamle norske og islandske skalde.
De fleste læsere kjender fra sine skoledage noget, som
«norsklæreren» kaldte metaforer. Det var billedlige omskrivninger, der
erstattede tingens rette navn med andre betegnelser, som, hvis de
var rigtig træffende, malede sin gjenstand saa levende, at læseren
eller tilhøreren saa dem for sig, medens den virkelige benævnelse
ofte bare gav ham et abstrakt begreb. Et berømt eksempel fra
skoledagene var «ørkenens skib» som benævnelse paa kamelen. Og
det var et godt eksempel, forsaavidt som det paa samme tid røbede
baade styrken og svagheden ved metaforerne. Hvem kunde nu
umiddelbart forstaa, at «ørkenens skib» skulde være ensbetydende
med et firføddet pattedyr, der ikke havde nogetsomhelst andet tilfælles
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
