Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Første tidsrum. 900—1300. Den norrøne literatur - Norske skalde - Eyvind skaldaspillir - Harald Haardraade
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
brugt dette øgenavn til en forherligelse af den gamle skald. Mart
har nemlig oversat skáldaspillir med skaldefordunkleren, ɔ: den, som
(ved sin dygtighed) fordunkler alle andre skalde; men den nyere
filologi er kommet til det resultat, at dette er en misforstaaelse.
Skáldaspillir er nok et øgenavn, ikke et hædersnavn; men det vilde
utvivlsomt have moret den gamle digter, om han havde vidst, at
dette øgenavn, der maaske har voldt ham saa mange ubehagelige
timer i levende live, engang, mange hundrede aar efter hans død,
skulde blive misforstaaet i den grad, at det blev et hædersnavn,
som selv skolebørnene lærte i min skoletid; kanske lærer de det
endnu.
Olaf Trygvason og Olaf den hellige skal ogsaa have
været skalde; den første tillægger man vers, som den filologiske kritik
ikke har villet anerkjende, og der er tvivl om, hvorvidt han i det
hele taget har optraadt som digter. Olaf den hellige har derimod
virkelig været skald; man har vers af ham, og der skal ikke være
nogen grund til at tvivle om deres ægthed. Ogsaa Magnus den
gode tillægger man enkelte vers; men den ypperste skald blandt
kongerne var uden sammenligning Harald Haardraade.
Harald Haardraade.
Han var en virkelig digternatur, fra hvis læber versene flød
let og tvangløst, en improvisator, der aldrig stod fast, naar det
gjaldt at klæde øieblikkets situation i versets klædebond. Da
Olaf den hellige nægtede ham at deltage i slaget ved Stiklestad
paa grund af hans ungdom, havde han straks et vers paa rede
haand, hvorved han erobrede sig en plads i de kjæmpendes rækker,
og da han efter slaget som saaret flygtede, holdt han modet oppe
ved at digte. Selv regner han — i et digt — skaldekunsten op
som den første af de idrætter, han roser sig af at kunne. Han
var af naturen freidig og livsglad, og digtekunsten blev da ogsaa
en kilde til glæde. Høitidelig poesi var ikke hans sag; det var den
glade digtekunst, han med forkjærlighed dyrkede.
Som alle ved, drog han efter Olaf den hellige’s fald til
Gardarike, hvor han opholdt sig i flere aar og trolovede sig med kong
Jarisleif’s datter Elisif. Siden drog han til Miklagard, hvor han
blev Væringernes høvding og som saadan udførte en række
glimrende bedrifter. Tiltrods for at der bev gjort alt for at holde ham
fast dernede, ikke mindst fra forelskede kvinders side, brød han
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
