Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Første tidsrum. 900—1300. Den norrøne literatur - Sturla Thordsson
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
jg Den norrøne literatur.
norske Historie», Han siger: «Den norske Kongesaga fortsætter
sig, som bekjendt, til MAGNUS LAGABØTER i sidste Halvdel af det
13de Aarhundrede og bevarer den samme Charakteer, holder sig
paa Højden til det Sidste. STURLA THORDSSØN, HAAKON
HAAKONSSØN’S og MAGNUS LAGABØTER’s Biograf, var opdraget i den islandske
Sagaskole og repræsenterede dennes fulde Modenhed. Man kunde
sige, at han var Sagaskrivningens Virtuos, ligesom hans Farbroder
SNORRE STURLASSØN var dens Mester, Det Stof, der forelaa STURLA
til Behandling, var heelt forskjelligt fra det, der havde foreligget
SNORRE. STURLA skrev efter Brevskaber og Øj en vidners Beretning;
det er actmæssig, fuldt authentisk Historie, — medens SNORRE
byggede paa Legender, mundtlige gjennem Aarhundreder
forplantede, poetisk udsmykkede Sagn og gamle Skaldekvad. Stoffet er
forskjelligt, som HAAKON HAAKONSSØN’S Tidsalder var forskjellig fra
OLAF DEN HELLIGE’S; men Stilen, hvori begge Kongers Historie er
fortalt, er ialfald i en udvortes Forstand ganske den samme; det er
en engang for alle oparbejdet Maneer. Denne af den mundtlige
Tradition prægede, ved Erindringerne fra det store Sagaold
(Christen-dommens og Hedenskabets Kamptid) væsentlig uddannede Maneer,,
som STURLA THORDSSØN gjennemfører med stort Mesterskab, breder
ud over det af ham skildrede Tidsrum et Skjær af en Storhed, som
det i sig selv neppe kan have besiddet. Fortællingen i HAAKON
HAAKONSSØN’S Saga har det samme Liv, den samme Fylde og
Anskuelighed som i Heimskringla eller andre af de bedste
Saga-verker: Personerne indføres jævnlig talende i første Person;
charakteristiske, anecdotmæssige Smaatræk indstrøes osv. Endog
Citaterne af Skaldekvad mangle ikke. De kunne vistnok her, hvor
samtidige Begivenheder skildres, ikke have den samme Betydning
som hos SNORRE, den nemlig at tjene som historiske «piéces
justi-ncatives»; — det er fordetmeste sig selv, STURLA citerer, og
denne saa temmelig meningsløse Indfletten af Skaldekvad, der
hverken tjene til at støtte eller oplyse den prosaiske Fortælling, er
et Vidnesbyrd om en noget mechanisk Efterligning af et engang
opstillet Mønster; men den bidrager sit til at fremkalde hos Læseren
en skuffende Forestilling om Sagatidens eensartede Charakteer. Det
synes, som om denne til det Sidste har bevaret den samme Kraft
og Ejendomelighed; Sagaen taber ikke lidt efter lidt sin Friskhed
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
