Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Første tidsrum. 900—1300. Den norrøne literatur - Lovene
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Lovene. gi
at de bare var landskabslove, ikke landslove, at de altsaa bare
gjaldt for en enkelt del af landet, ikke var fælles for det hele land.
Herpaa raadede endelig MAGNUS LAGABØTER bod. Han lod
ud-arbeide en ny lovbog, som han i fire i alt væsentligt
overensstemmende redaktioner forelagde for de fire thing, hvor de blev
vedtaget i 1274. Herved var landskabslovene faktisk bleven afløst at
en landslov. Noget egentlig nyt lovværk var det ikke, der paa
denne maade fremkom. Det var kun en ordning og
sammen-arbeiden af de gamle bestemmelser, der allerede længe havde været
gjældende ret. Ogsaa for by lo venes vedkommende søgte MAGNUS
saavidt muligt at gjennemføre en lignende enhed — selvfølgelig
med de afvigelser, tilføielser og udeladelser, som forholdenes
for-skjelligartethed krævede.
Ogsaa for Islands vedkommende spillede MAGNUS LAGABØTER
en rolle paa lovgivningens Omraade. Her havde man i øens
selv-stændighedsperiode havt en lovbog, der gik under navnet «Grågås»,
opkaldt efter den norske lov af samme navn. Da landet kom under
Norge, gav HAAKON HAAKONSSØN det en ny lovbog. Den er kjendt
under navnet Håkonarbok eller endnu bedre under øgenavnet
Jårn-sida, en benævnelse, som den fik paa grund af sine drakoniske
bestemmelser. MAGNUS LAGABØTER søgte imidlertid ogsaa at bringe
enhed i lovgivningen for denne fjerne del af sit rige, idet han gav
Island en ny lovbog, saavidt muligt lig den norske. Den er kjendt
under navnet Jonsbok og var gjældende lov for Island fra aaret
1281 af. Med denne lovbog som udgangspunkt har Islands senere
retsvæsen udviklet sig, fortæller juristerne. Ogsaa i Norge viste
MAGNUS LAGABØTER’s lovværk sig at have lang levedygtighed.
Vistnok blev7 den suppleret ved nye enkelt lo ve af hans nærmeste
efterfølgere ; men i det store og hele blev den gjældende aarhundrede
efter aarhundrede, selv længe efter, at det sprog, hvori den var
forfattet, ikke længer var det herskende lovsprog. Dansketidens
dommere, der ikke forstod dette sprog, var nødsagede til at ty
til haandskrevne oversættelser, og stort andet end en trykt
oversættelse er KRISTIAN DEN FJERDE’S norske lov (1604) ikke. Først
KRISTIAN DEN FEMTE’S norske lov (1688) satte MAGNUS LAGABØTER’S
landslov ud af kraft ved at indføre nye, tildels paa danske
retsforhold byggede bestemmelser.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
