Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Andet tidsrum. Ca. 1300—ca. 1500. Fra norrøn literatur til norsk folkedigtning - Folkedigtningen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Folkedigtningen. IOI
M. SKEIBROK har engang fortalt mig, at borte i hans fødebygd paa
Lister troede befolkningen paa et slags væsener, som blev kaldt
«elvetrold» (vistnok en misforstaaelse af alver). De puslede
langsmed elvene, var smaa tuslinger i graa klæder, og naar de var ude
og ruslede, saa var det saa sikkert som laas, at der blev
tordenveir; for lynilden slog altid ned efter dem, og de havde i regelen
svært vanskelig for at klare sig. At det er minder om den gamle
tordengud og hans fiendtlige forhold til troldene, der her gaar igjen
som sagn, er tydeligt nok. Et andet, ganske drastisk eksempel har
jeg engang oppe i Hiterdal hørt en telemarksjente fortælle. «En
mand, som fiskede aal i Hiterdalsvandet,» fortalte hun, «fik engang
en, som var saa stor, at alt det han drog og drog, saa blev der
ikke ende paa aalen. Da hele prammen var bleven fuld af den
ene aal, uden at han endnu havde faaet den helt ind i baaden, saa
roede han tillands, gik op og hentede hesten sin, som han spændte
for aalen, og dermed til at kjøre aalen i land; tre gange kjørte han
rundt stuen sin, idet han vandt aalen op om stuen, som en vinder
en traad om et vinsel; men endnu var ikke aalens hale oppe af
vandskorpen. Da tog han en øks og huggede den tvers af nede
ved strandkanten, og den var saa fælende fed, at fedtet fossed af
den og lagde sig ud over hele Hiterdalsvandet, og saa tykt var
flottet, at en ræv, som kom diltende ned til stranden, gik over til
det andre landet paa det, uden at blive vaad paa labberne.» Jeg
skulde være tilbøielig til at tro, at der bag dette gigantiske udslag
af folkehumorens overdrivelse skjuler sig ældgamle forestillinger om
Midtgardsormen. I Telemarken anser man endnu den dag idag
aalen for en orm, ikke for en fisk, og spiser den af den grund ikke.
Staar en del af folkesagnene i forbindelse med gamle mythiske
forestillinger, saa staar eventyrene i en vis rapport til
sagaskrivningen. Den mythisk-heroiske og den romantiske saga førte, som
før antydet, mere og mere bort fra den jævne sagafremstilling over
mod det vildt eventyrlige. Mere end én af de yngre romantiske
sagaer er rene eventyr og intet andet. Her kom nu indflydelse fra
udenlandske fortællinger til og bidrog sit til at skabe den rige
samling af folkeeventyr, der for Norges vedkommende udgjør
folkedigtningens ypperste skat, medens vi baade paa sagnets og
folkevisens Omraade maa nøie os med en forholdsvis beskeden stilling.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
