- Project Runeberg -  Illustreret norsk literaturhistorie / Bind I /
103

(1896) [MARC] [MARC] Author: Henrik Jæger, Otto Anderssen
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Andet tidsrum. Ca. 1300—ca. 1500. Fra norrøn literatur til norsk folkedigtning - Folkedigtningen

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

Folkedigtningen. 103

thursen Thrym er bleven til «Tossegreven af Nørrefjeld». I Norge
har de vistnok givet Loke navnet Lagesøn, en benævnelse, der
forresten ikke er uden forbindelse med det gamle navn; men thursen
Thrym har de dog ikke gjort til en «tossegreve»; han kaldes
simpelthen «jotulen», et navn, der paa det tydeligste røber, at
kjendskabet til de gamle forestillinger var mere levende i Norge end
i Danmark. —

— Enkelte ældre forskere har ogsaa villet konstatere et formelt
forhold mellem den gamle norrøne digtning og folkevisen, idet de
har prøvet at udlede den sidstes strofeformer af den førstes; men
herimod er der — vistnok med god grund — gjort indsigelser,
først af den danske digter ERNST v. D. RECKE i hans omfangsrige
doktordisputats «Principerne for dansk Verskunst» og siden af hans
landsmand, historikeren JOHANNES STEENSTRUP i hans lærerige bog
«Vore Folkeviser fra Middelalderen». I slutningen af denne bog
sammenfatter han den opfatning, han er kommet til angaaende
folkevisernes forhold til oldtidsdigtningen, paa følgende maade:
«Et Maal for disse Undersøgelser har endelig været at løse
Folkevisen fra Forbindelsen med Oldtidsdigtningen. Det er ikke muligt
at tegne et Stamtræ eller at bygge en Bro, som fører fra den ene
til den anden; thi de ere i alt Væsentligt grundforskjellige. Det
islandske Kvad bygger, hvad Formen angaar, paa Ordaccenten,
medens det i Visen er Ordet i sin Forbindelse, altsaa
Sætnings-eller Meningsaccenten, hvorover Verset dannes. Kvadet har en
langsom Gang, en taktfast Lyd; man ser ligesom Pendulets Sving
for sit Øie, medens Visen risler melodisk eller springer efter sin
Lyst, og som den bedst formaar. I Oldkvadene staa Ordene
Skulder ved Skulder, Appositioner findes i Overmaal, medens
Viserne ingensinde fremtræde som saa tæt sluttede og faarnælte.
Og naar Kvadet tillader sig de voldsomste Inversjoner og ombytter
efter Forgodtbefindende den naturlige Plads for Subjekt, Objekt og
Prædikat, vover Visen aldrig en paafaldende Ordomsætning. —
Dens Udstyrsmaade passer da ogsaa fuldkommen til den naturlige
og simple Fortælling, som er saa vidt forskjellig fra Kvadenes ofte
saa tankevægtige, belærende Indhold. Kvadene anvende Bogstavrim
og reciteres, medens Viserne have Enderim, synges og ledsages af
Dans, hvilken de Gamle knap nok kjendte. Naar nu endelig hertil

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sun Dec 10 10:49:20 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/ilnolihi/1/0113.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free